Den norske kong Harald er blevet indlagt på hospitalet på grund af svimmelhed.
Der er ikke alvorlig sygdom, oplyser det norske kongehus.
- Kongen forventes at blive udskrevet inden weekenden. Kongen bliver sygemeldt i to uger. I denne periode skal kronprins Haakon være regent, lyder det i en melding fra kongehuset.
Den 82-årige konge er indlagt på Rikshospitalet, der ligger i Oslo.
På fredag skulle kongen efter planen have været til stede under EM i håndbold for mænd i Trondheim. Det må han derfor droppe nu, skriver det norske medie VG.
Kong Harald skulle tirsdag have deltaget i åbningen af Johan Sverdrup-oliefeltet sammen med den norske statsminister, Erna Solberg, og olie- og energiminister Sylvi Listhaug. Men det aflyste han, fordi den seneste tid har været svær.
Kongens tidligere svigersøn, Ari Behn, tog sit eget liv juledag.
Behn blev gift med prinsesse Märtha Louise i 2002. I 2016 blev parret separeret og året efter skilt. De har tre børn; Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Tallulah. AriBehn blev født i Aarhus i 1972.
Før jul var kongen sygemeldt med en virusinfektion, som gjorde, at han ikke kunne deltage i et statsråd 20. december.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB