Morten Nordstrand fortsatte hvor han slap i sidste uge, da han med to scoringer var manden bag FC Nordsjællands 2-1-sejr over AaB. Nordjyderne var i lange perioder bedst, men manglede skarphed i afslutningerne.
FC Nordsjælland har, med to point i Superligaens første fire spillerunder, fået en historisk dårlig start på sæsonen. Lørdagens modstander AaB har omvendt fået en glimrende start med syv point, og de startede da også bedst i dysten i Farum.
Hjemmeholdets Jens Stryger Larsen måtte to gange redde på stregen, inden sidste uges helt Morten Nordstrand tog over i den anden ende. Fra kanten af feltet smækkede han FCN på 1-0 uden chance for AaB-keeper Nicolai Larsen.
AaB fortsatte det fysiske pres mod FCN's bagkæde, der ofte virkede ganske rystet. Især Ivan Runje havde store problemer over for nordjyderne, der for første gang havde Anders K. Jacobsen i med i front fra start.
Han var manden med oplægget til udligningen, da han lagde bolden af til Kasper Kusk. Kantspilleren sparkede fladt i nettet, og kan dermed notere første superligascoring siden november måned sidste år.
AaB har ikke for vane at spille uafgjort ude. Det var inden lørdagens opgør kun sket i én af de 18 seneste kampe, og FC Nordsjællands gavmilde forsvar indbød da også til, at AaB skulle bringe sig i front efter udligningen.
Hvor forsvaret var gavmildt og ustabilt, var offensiven ganske harmløs hos hjemmeholdet. AaB havde kun sjældent problemer over for hjemmeholdets optræk til angreb, og keeper Nicolai Larsen måtte løbe rundt i feltet for at holde sig varm.
Men bedst som frustrationen spredte sig blandt hjemmeholdets spillere, slog Morten Nordstrand til. Den lille målmaskine var først på et indlæg fra højre, og på elegant vis fik han bolden vippet over i det fjerneste målhjørne.
Den scoring kunne AaB ikke svare igen på, så FC Nordsjælland kan sætte tre tiltrængte point ind på kontoen. Med sejren rykker vicemestrene op i Superligaens brede midterfelt, to point efter nordjyderne, der indtager tredjepladsen.
/ritzau/