Nordkorea har onsdag sendt en topfigur fra militæret til Kinas hovedstad som en "speciel udsending" for den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. Det skriver det statslige nyhedsbureau KCNA.
Relationerne mellem Kina og Nordkorea er blevet forværret, siden lederne i Beijing bakkede op om FN's sanktioner mod styret i Pyongyang efter landets seneste atomprøvesprængning i februar.
Choe Ryong-hae er den højest rangerede embedsmand fra Nordkorea, som har taget turen til Beijing, siden den nu afdøde leder Kim Jong-il besøgte landet i august 2011.
Choe er en del af den magtfulde inderkreds omkring Nordkoreas unge leder. Sidste år fik han overraskende en højtstående post i det nordkoreanske militær, selvom han ikke har nogen militærbaggrund.
Besøget er timet fra Kim Jong-uns side, lyder det fra en Nordkorea-ekspert. I begyndelsen af juni mødes USA's præsident, Barack Obama, med Kinas nye leder, Xi Jinping. Og nogle uger efter tager den sydkoreanske præsident imod Xi.
- Choe er Kim Jong-uns fortrolige ven, så Kim sender sin højest rangerede udsending til Kina før det amerikanske topmøde, siger professor Yang Moo-jin fra Universitet for Nordkoreanske Studier i Seoul.
- Det vil være Kims måde at sende et budskab til Obama omkring fred på Den Koreanske Halvø og atomspørgsmålet, tilføjer han.
Stridighederne mellem Syd- og Nordkorea har de seneste måneder fået nyt liv. Styret i Pyongyang har optrappet sine trusler mod fjenderne i syd samt USA.
Nordkorea har blandt andet sagt, at landet er i en "krigstilstand" med Sydkorea, selvom de to lande teknisk set aldrig har sluttet fred siden Koreakrigen, som endte med en våbenhvileaftale. Desuden har nordkoreanerne truet med atomangreb mod USA.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.