Finn Larsen brækkede kravebenet og fik knust kindtænderne, da en tyrekalv væltede ham omkuld. Men arbejdsulykker i landbruget kan bare ikke undgås, fastslår han.
- Jeg havde regnet med, at jeg kunne stå imod, men det kunne jeg ikke. Jeg var ikke tung nok. Så jeg blev kastet væk. Slynget op i luftet og fik en flyvetur bagover. Jeg landede på det rå betongulv med hovedet først og dernæst på den ene skulder. Det gjorde ikke ondt lige med det samme, men det kom det hurtigt til.
Sådan beskriver 53-årige landbrugsmedhjælper Finn Larsen oplevelsen af at blive kastet omkuld af en 250 kilo tung tyrekalv.
Over 40 procent af de alvorlige ulykker i landbruget sker i arbejdet med kvæg.
Den farligste branche
Finn Larsen har arbejdet i landbruget hele livet. Han er opvokset på landet og har haft med kvæg at gøre, siden han var barn.
Alligevel fejlvurderende han en tyrekalvs styrke og egenrådighed, da han skulle adskille den fra sin mor. Det kostede ham et brækket kraveben, en flænge i hovedet og et knust tandsæt.
Men sådan er det nu engang at arbejde med dyr i landbruget. Her er ulykker uundgåelige, mener han.
- Man får én over næsen en gang i mellem, og så må man jo bare håbe, at man overlever, siger Finn Larsen.
Han er klar over, at han arbejder i den farligste branche. Flest dødsulykker sker i landbruget, og antallet af arbejdsulykker er stigende.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mener, landmændene har brug for mere oplysning om sikkerhed og arbejdsmiljø.
Men oplysning om sikkerhed vil ikke gøre den store forskel, mener Finn Larsen.
Kastet omkuld i stalden
- Selvfølgelig skal man tænke sig om. Og det gør vi altid. Men når man arbejder med dyr i næsten 365 dage om året, så kan det ikke undgås, man nogle gange komme i klemme eller bliver trådt over tæerne. Der vil altid ske ulykker, siger Finn Larsen.
Han havde dog ikke set det komme, da han for knap fire år siden selv kom ud for en ulykke på jobbet i et større landbrug med planteavl og kødkvæg lidt uden for vikingebyen Frederikssund i Nordsjælland.
Det var sidst i maj 2014. Finn Larsen skulle adskille en 10 måneder gammel tyrekalv fra sin mor. Den sortbrogede unge tyr på godt 250 kilo havde nået en alder, hvor den ikke længere skulle gå sammen med dens mor.
Og egentlig var det lidt af en rutineopgave for Finn Larsen, der fortæller, at han har flyttet tusindvis af kreaturer i sin tid i landbruget.
For at lokke tyrekalven ud af stalden lod Finn Larsen fire andre køer føre an og lade dem passere gennem staldlågen. En manøvre, der plejer at få de unge kalve til at følge trop med de andre. Men ikke denne gang.
- Kalven vil ikke gå med. Den vender om og vil tilbage i stalden. Jeg går med en stige, som jeg vil skubbe den ud med. Den ene ende af stigen har jeg sat fast i foderværket. Og jeg forsøger at skubbe kalven ud med den anden ende, fortæller Finn Larsen.
Men kalven er stædig. Den skubber tilbage mod stigen, som Finn Larsen nu holder ud i strakte arme.
- Jeg holdt så godt fat i stigen, jeg kunne. Jeg troede, jeg kunne holde den, men blev kastet væk.
Finn Larsen bliver slynget bagover, da tyrekalven med al sin kraft støder ind i stigen, Finn Larsen holder op foran sig. Det giver et kæmpe smæld, og han lander på staldgulvet.
- Jeg havde brækket kravebenet, allerede inden jeg landede. Og så fik jeg én på skallen. Nogle af mine kindtænder knækkede i den ene side, fordi jeg bed tænderne sammen i faldet. Jeg måtte syes med seks sting over det ene øje. Og så havde jeg ni brud i kravebenet, fortæller Finn Larsen.
Han var ved bevidsthed hele tiden.
En kollega, der var med i stalden, skyndte sig at indfange de køer, der var løbet ud, for derefter at komme Finn Larsen til undsætning.
- Jeg kunne selv komme op og stå på fodergangen. Men så blev jeg lidt svimmel.
Nogle gange smutter den
Finn Larsen var sygemeldt i nogle måneder efterfølgende, hvor han blandt andet fik opereret en jernplade ind i den ene skulder og ordnet tænder.
Men da høsten startede i august, var han på benene igen og tilbage på jobbet. Selvom han ikke kunne løfte, var han i stand til at køre traktor og hjælpe til på marken.
Når vejret er koldt, får han af og til smerter der, hvor kravebenet har været brækket. Ellers har han ingen mén efter ulykken i dag, fortæller han.
Men ulykken har dog givet anledning til lidt selvransagelse.
- Bagefter tænkte jeg lidt over, at jeg nok havde været lidt for dum med den stige der. Men jeg havde jo gjort sådan mange gange før, siger Finn Larsen.
Han mener ikke, at han handlede forkert, da han skulle flytte tyrekalven.
- Jeg har haft med dyr at gøre, lige siden jeg kunne gå. Jeg kender rutinen. Og jeg vidste jo godt, jeg skulle være forsigtig. Men vi mennesker tænker ikke ens, og det gør dyrene heller ikke. Og nogle gange smutter den.
- Med tyrekalven forsøgte jeg at få nogle gamle køer til at gå forrest. Det plejer at virke. Men fordi kalven var bange, turde den ikke gå med de andre.
Det er første gang, Finn Larsen kommer til skade ved en ulykke. Han er tit blevet trådt over tæerne af et dyr, men det har aldrig været voldsomt, fortæller han.
- Men tit og ofte går man jo til grænsen. Det er man nødt til. Man kan jo ikke sige til en ko, at den skal flytte sig et sted hen. Man er nødt til at gøre noget for at flytte den. Om det er at sparke den i røven eller skubbe til den, siger Finn Larsen.
Han er stoppet med at bruge en stige til at flytte kalve ud af stalden, men har i stedet bygget en boks, han bruger, når kalven skal adskilles fra dens mor.
Han fastslår, at der bliver tænkt på sikkerhed i arbejdet i landbruget. Og at han og kollegerne altid tager deres forholdsregler i arbejdet med de store dyr.
- Jeg siger gerne, 'nok leve af landbruget, men ikke dø af det også', slutter Finn Larsen.