Der er fortsat "udfordringer" med fordelingen af elever på gymnasierne.
Det erkender undervisningsminister Merete Riisager (LA) på et samråd om emnet, der de seneste år har været genstand for politisk debat.
- Det er ikke nogen nem opgave, og der er ingen lette løsninger, siger Riisager.
Hun henviser til, at elever skal have lov at vælge gymnasium ud fra skolernes faglige profil. Og der skal også være gymnasier geografisk fordelt i hele landet.
Debatten om fordeling af gymnasieelever blussede for alvor op i 2016, da Langkær Gymnasium i Østjylland sammensatte nye 1.g-klasser ved at skelne mellem etnisk danske og elever med udenlandsk baggrund.
Det skete for at tiltrække elever med etnisk dansk baggrund. Siden dengang har det udvalg, der fordeler gymnasieelever i Østjylland, fået dispensation til at fastsætte lokale regler for elevfordeling.
De tager udgangspunkt i elevernes karakterer og bopæl. Men Langkær Gymnasium, som startede debatten, har fortsat udfordringer, oplyser Riisager på samrådet.
Men hun advarer overordnet set mod at se gymnasierne som et integrationsprojekt.
- Deres hovedopgave er at danne og uddanne unge mennesker, fastslår undervisningsministeren.
Det er SF, Socialdemokratiet og De Radikale, der har kaldt Riisager og hendes ministerkollega Inger Støjberg (V) i samråd.
Partierne vil vide, om regeringen har nogen plan for at løse problemerne for de gymnasier, der oplever problemer med elevfordelingen. Riisager oplyser, at regeringen har nedsat en ekspertgruppe til at se på forskellige modeller.
- Men jeg frygter, at nogle modeller risikerer fuldstændig at afskaffe det frie valg for de unge, siger Riisager.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg mener, at der er behov for politiske tiltag, der kan bidrage til en mere blandet elevfordeling på gymnasierne.
Men om en sådan model vil være klar til næste skoleår, tør hun ikke love. Hun siger, at hun "inderligt" ønsker det.
- De udfordringer, der er forbundet med den skæve elevfordeling, er et alvorligt integrationsproblem, siger Inger Støjberg.
De Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod, opfordrer undervisningsministeren til at indkalde partierne til forhandlinger med det samme.
Det er nødvendigt, hvis nye regler skal være klar efter sommerferien, mener hun. R er enig med regeringen i, at det som udgangspunkt skal være de lokale fordelingsudvalg, der finder en løsning.
Men problemet er, at fordelingsudvalgene består af gymnasiernes egne rektorer, hvoraf nogle måske ikke er interesserede i at fordele eleverne anderledes.
- Hvis fordelingsudvalgene ikke kan blive enige, skal det være regionsrådene, der kan gå ind og træffe en beslutning, så det ikke bare falder på jorden, siger Lotte Rod.
/ritzau/