Neymar om VM-exit: Det sørgeligste øjeblik i min karriere

Sport
Neymar og Brasilien er ude af VM efter fredagens nederlag til Belgien. Superstjernen finder det hårdt at skulle vende tilbage til fodboldbanen, men han tror på, at Gud give ham styrken til at klare fremtidens udfordringer. (Foto: Foto: Toru Hanai/Reuters)

Brasiliens nederlag i VM-kvartfinalen gør ondt på superstjernen, der trods alt er stolt af holdkammeraterne.

Når kun titlen er nok til at tilfredsstille såvel spillere som millioner af fans, så er et nederlag på 1-2 til Belgien i en VM-kvartfinale lig med fiasko.

Og sådan er det bare, når man er fra Brasilien, hedder Neymar og føler, man burde være blevet verdensmester om godt en uges tid i Rusland.

Dagen efter nederlaget valgte Neymar at offentliggøre en lang fristil på Instagram.

- Jeg kan sige, at dette er det sørgeligste øjeblik i min karriere. Smerten er enorm, fordi vi ved, vi kunne være kommet langt.

- Vi vidste, at vi havde det, der skulle til for at komme videre, for at skrive historie. Men det skulle ikke være denne gang, skriver Neymar blandt meget andet.

Den brasilianske superstjerne vender nu tilbage til hverdagen med klubfodbold.

Formentlig i Paris Saint-Germain, medmindre rygter bliver til virkelighed og et klubskifte til Real Madrid, hvad klubben dog afviser pure.

Neymar sætter i første omgang sin lid til, at kræfter fra oven hjælper ham videre i en tid, hvor lysten til at spille fodbold igen er begrænset.

- Det er hårdt at finde styrken til at ville tilbage og spille fodbold igen, men jeg er sikker på, at Gud vil give mig styrken til at klare de opgaver, der ligger foran mig, skriver Neymar.

Brasilien vandt sin indledende gruppe ved VM og slog Mexico i ottendedelsfinalen, inden Belgien slukkede sydamerikanernes drøm om at hente nationens sjette VM-titel.

Neymar vælger i nederlagets stund at hylde sine holdkammerater.

- Meget glad for at være en del af dette hold. Jeg er stolt af alle. De ødelagde vores drøm, men de fjernede den ikke fra vores hoveder eller vores hjerter, skriver Neymar.

Neymar er 26 år og vil være 30 år, når der om fire år er VM i Qatar.

/ritzau/