Den brasilianske fodboldstjerne Neymar har underskrevet en ny kontrakt med FC Barcelona, så samarbejdet nu løber frem til 2021.
Det bekræfter den spanske storklub fredag.
I kontrakten er der ifølge klubben blevet indskrevet en markant frikøbsklausul.
Hvis en klub ønsker at købe 24-årige Neymar fri af Barcelona i det første kontraktår, skal den ryste op med 200 millioner euro (1,49 milliarder kroner).
Derefter øges frikøbssummen fra sæson til sæson.
I kontraktperiodens tre sidste år lyder frikøbsklausulen på 250 millioner euro (1,86 milliarder kroner).
- Jeg er meget glad for at forny aftalen med klubben. Jeg føler mig hjemme.
- Jeg vurderede sammen med min familie, at det var bedst for mig at blive her, siger Neymar til klubbens tv-station, skriver AFP.
Neymar kom til FC Barcelona fra Santos i 2013.
Han har siden da vundet ni titler og scoret 91 mål i 150 kampe, skriver FC Barcelona.
/ritzau/