Newtown i Connecticut i USA har taget hul på det, der ligner den sørgeligste uge i den lille bys historie.
Ugen op til jul står i begravelsernes tegn. De 26 ofre for fredagens skyderi på Sandy Hook-skolen skal begraves.
20 små børn, seks voksne.
De to første børn er begravet mandag. Og der blev fældet mange tårer ved de to små kister med to døde drenge på hver seks år, Noah Pozner og Jack Pinto.
På Jacks lille hvide kiste lå en fodboldtrøje nummer 80, symbolet på den døde drengs helt, Victor Cruz fra New York Giants.
På den jødiske kirkegård, hvor Noah blev begravet, lå der en teddybjørn og hvide blomster op af et træ.
Skolerne i Newtown med 27.000-28.000 indbyggere er stadig lukket efter fredagens massakre, der blev begået af den 20-årige Adam Lanza, som begik selvmord efter sin udåd.
Inden han drog hen på skolen og skød de mange mennesker, havde han myrdet sin egen mor.
Alle 20 dræbte børn var seks eller syv år. Inspektøren på Sandy Hook-skolen, skolepsykologen og fire lærere blev også dræbt.
For at holde Newtowns børn beskæftiget mandag, mens skolerne var lukket, og der var begravelser og sorg i byen, havde ungdomssportsklubber organiseret træning i sportshaller.
Flere end 100 børn mødte op.
/ritzau/Reuters