Ritzau
Opdateret kl. 12:39
Efter mange års uenighed er Nepal og Kina nået til enighed om en ny officiel højde på Mount Everest. De to lande er enige om, at verdens højeste bjerg nu er knap 8849 meter.
Bjerget, som i Tibet er kendt som Chomolungma og i Nepal som Sagarmatha, er 8848,86 meter højt, oplyser Kinas udenrigsminister, Mang Yi, i en fælles udtalelse med Nepal tirsdag.
Begge lande har sendt inspektører fra deres respektive sider af bjerget op i Himalaya for at måle dets højde.
Målt fra toppen af snelaget har verdens højeste bjerg en højde på 8848 meter over havets overflade. Det er denne højde, som Nepal altid har fastholdt som den officielle, mens Kina på sin side har opereret med en officiel højde, som er fire meter lavere - det vil sige højden på selve bjerget.
Striden har drejet sig om sne versus sten. Der ligger nemlig et flere meter tykt snelag øverst på bjerget.
I striden om højden har der også været diskussioner om, at bjerget krympede lidt efter et stort skælv i Nepal i 2015.
Den tidligere officielle højde på 8848 meter blev målt første gang fra Indien i 1954, og trods en række senere målinger har det hidtil været regnet for den officielle opmåling.
De seneste år er der foretaget en række undersøgelser for at kunne foretage nye præcise målinger. Projekt er gennemført i et samarbejde mellem de to lande.
Myndighederne i Kina og Nepal omtaler projektet som "et evigt symbol på venskabet mellem Nepal og Kina".
Som verdens højeste bjerg tiltrækker Mount Everest årligt over 500 bjergbestigere i foråret, hvor de forsøger at nå toppen i den korte periode, hvor vejrforholdene tilalder det.
Den første dokumenterede bestigning af bjerget skete i 1953 - af newzealænderen Edmund Hillary og sherpaen Tenzing Norgay.
Op mod 300 bjergbestigere har mistet livet i forsøg på at nå toppen.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa