Nedrivningspulje skal rydde op i landdistrikter

Udkantsdanmark til arkiv - (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

En pulje i regeringens finanslovsudspil skal bruges som nedrivningskugle mod faldefærdige rønner.

En pulje på 332 millioner kroner som led i regeringens finanslovsudspil skal ifølge TV MidtVest sætte skub i nedrivningen af faldefærdige huse rundt i landet.

Det skaber begejstring i landdistrikterne, hvor man ser frem til at få "ryddet op" i nogle landsbyer, så naboerne til de faldefærdige huse igen kan nyde deres nabolag.

Det fortæller Steffen Damsgaard, der er formand for interesseorganisationen Landdistrikternes Fællesråd.

- Isoleret set er det et rigtig stærkt udspil. Det er vigtigt, at vi får ryddet op, får forskønnet og får gjort det mere attraktivt at bo i landsbyer og landdistrikterne, siger han.

Forskellige estimater anslår, at der er mindst 10.000 faldefærdige huse, der står til nedrivning. Ikke alle husene er dog tomme.

Gennemsnitsprisen på en nedrivning ligger ifølge Landdistrikternes Fællesråd på omkring 135.000 kroner.

I grove træk betyder det, at lidt under 2500 faldefærdige bygninger kan rives ned om året, for de penge regeringen foreslår.

Puljen skal dog også gå til byforskønnelse, så det står ikke klart, hvor meget der vil blive brugt på nedrivninger.

Til gengæld er Steffen Damsgaard bekymret for, at besparelserne på uddannelserne fortsætter.

- Alt andet lige har det en risiko for, at der ikke bliver skabt nye uddannelsesmuligheder, men derimod sætter uddannelsestilbud i de mindre byer under pres.

Danske Gymnasier har udtrykt bekymring for, at besparelserne kan få en geografisk slagside mod de mere tyndt befolkede områder og i værste fald føre til lukninger.

Det kan for nogle mindre byer være et skrækscenarie, mener Steffen Damsgaard.

- Et gymnasium er altafgørende i en provinsby og især i land- og yderkommuner. Folk vil straks se på, om der er uddannelsestilbud til deres børn, siger han.

/ritzau/