Natos øverste chef, Jens Stoltenberg, forsvarer onsdag USA i kontroversen om nedrustningsaftalen INF.
Aftalen er fra slutningen af 1980'erne og omhandler et forbud mod mellemdistanceraketter, der kan udstyres med atomsprænghoveder. USA's præsident, Donald Trump, sagde tidligere i oktober, at landet vil trække sig ud af aftalen.
- Alle de allierede er enige om, at USA lever fuldt op til INF. Problemet er Ruslands opførsel, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, ifølge Reuters.
Jens Stoltenberg siger yderligere, at de europæiske lande ikke forventer at opsætte flere atomvåben, selv om det er opfattelsen, at Rusland bryder aftalen.
INF-traktaten står for Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty. Aftalen forbyder enhver opstilling af mellemdistanceraketter.
Aftalen blev lavet i 1987. Den forbød missiler med en rækkevidde på 500 til 5500 kilometer. Dengang blev 1850 sovjetiske missiler og 850 amerikanske destrueret.
Siden har de to lande beskyldt hinanden for at overtræde traktaten. Rusland har afvist at have brudt aftalen ifølge russiske regeringskilder i Kreml.
Ifølge Kreml vil verden blive et farligere sted, hvis USA gør alvor af sine planer om at forlade aftalen. Det kan tvinge Rusland til at revurdere sit eget atomarsenal.
Men Rusland og USA bør fortsætte med at tale om aftalen, lød opfordringen tidligere på måneden fra EU-Kommissionens talskvinde, Maja Kocijancic.
- USA og Rusland er nødt til at blive i en konstruktiv dialog for at bevare denne traktat og garantere, at den er helt og kontrolleret implementeret, siger hun.
Jens Stoltenberg udtrykker ifølge Reuters håb om, at Rusland og USA vil kunne fortsætte nedrustningsaftalerne, der blev indgået i slutningen af den kolde krig.
Onsdag siger Ruslands udenrigsministerium via talsmanden Dimitri Peskov, at USA's planer om at melde sig ud af aftalen og udvikle nye missiler gør verden til et farligere sted.
- Det er en ekstremt farlig intention. Det vil gøre verden til et farligere sted, siger han ifølge Reuters.
/ritzau/