I mandags rystede Steve Darcis hele tennisverdenen, da han sendte den dobbelte Wimbledon-mester Rafael Nadal ud i første runde af årets grand slam-turnering i London.
Onsdag har verdens nummer 135 fra Belgien så trukket sig fra turneringen kort inden sin kamp i anden runde mod polske Lukasz Kubot.
En skulderskade sender Darcis ud af Wimbledon.
- Desværre er det sådan i sport. Steves største øjeblik i karrieren blev fulgt op med karrierens største skuffelse, siger Darcis' træner, Reginald Willems, til sudinfo.be.
Darcis vandt overraskende med 7-6, 7-6, 6-4 over Nadal, som tidligere på måneden havde vundet French Open, og som har vundet Wimbledon i 2008 og 2010.
/ritzau/