Uden større problemer spillede Rafael Nadal sig onsdag videre til tredje runde af ATP-turneringen i Monte Carlo.
Den forsvarende vinder af grusturneringen vandt 6-1, 6-2 over australieren Marinko Matosevic, hvilket var spanierens 43. sejr i træk i Monte Carlo.
Kampen var et comeback for Rafael Nadal, som har døjet med skader siden Wimbledon sidste år, og som den seneste måned har holdt pause igen.
Efter Wimbledon var Rafael Nadal tvunget til at holde pause i et halvt år, og da han gjorde comeback tidligere på året, var det med tre turneringssejre af fire mulige i træk.
Der var ikke meget spænding i onsdagens kamp mellem spanieren og australieren, som dog kom foran 2-0 i andet sæt. Herefter vandt Rafael Nadal seks partier i træk.
I tredje runde skal Nadal møde tyskeren Philipp Kohlschreiber, som er 16.-seedet.
Senere onsdag står Novak Djokovic over for russeren Mikhail Youzhny, der må betegnes som en mere vanskelig modstander end Rafael Nadals. Mikhail Youzhny har tidligere ligget nummer otte på verdensranglisten.
/ritzau/