Deltavarianten er fortsat den mest dominerende i Danmark, men en ny undervariant - AY. 4.2 - er begyndt at sprede sig.
Den blev første gang fundet herhjemme 4. august, og der findes cirka ti nye tilfælde om ugen.
Den giver dog ikke anledning til bekymring. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
- Den stiger ikke, så lige nu er vi ikke bekymrede, men vi følger den tæt, både med hensyn til spredning og egenskaber, skriver han.
Han har indkaldt Folketingets partier til en "grundig briefing" om coronasituationen fredag.
Heunicke skriver desuden, at undervarianten udgør omkring ti procent af de positive prøver i Storbritannien.
Og danske myndigheder følger den globale udvikling tæt, for hvis en ny og mere smitsom variant opstår, sker det med al sandsynlighed i udlandet, skriver Heunicke.
- Vores viden om udbredelsen af varianter i Danmark er stor. Vi sekventerer alle positive prøver, hvor teknisk muligt.
- I uge 41 blev 84 procent sekventeret. Det giver os et meget præcist overblik over epidemien sammenlignet med andre lande, lyder det.
Sekventering er ifølge Statens Serum Institut (SSI) et vigtigt værktøj til brug for blandt andet overvågning af nye mutationer og varianter samt afgræsning af smittekæder.
Ifølge overlæge og professor Anders Fomsgaard holder SSI skarpt øje med den nye coronavariant.
Han er leder af SSI's Virus Forskning og Udviklingslaboratorium.
- Vi har set de første 262 tilfælde i Danmark siden begyndelsen af august, men antallet af smittede med den særlige variant er lavt i Danmark og ser ikke ud til at stige, sagde han til Jyllands-Posten onsdag i forrige uge.
Deres undersøgelser tyder indtil videre på, at vaccinen beskytter godt mod denne variant.
Coronavirus muterer konstant, og nye varianter opstår hele tiden. Derfor holder SSI skarpt øje med en række varianter og mutationer.
Deltavarianten, der første gang blev påvist i Indien i december 2020, er nu den dominerende coronavariant herhjemme.
Tidligere var det alfavarianten, der var den fremherskende. Den er også kendt som den britiske variant.
/ritzau/