Musik har mange egenskaber. Man hører ofte, at musik gør os glade, og at det skaber samhørighed på tværs af kulturer, socialklasser og aldre. Nogle mener endda, at vi bliver klogere af at lytte til musik.
Men musik har også et knap så indbydende og ligefrem afskrækkende potentiale. Det udnytter DSB, der benytter opera-arier og marchmusik til at skræmme ubehagelige teenagere væk fra togstationer for at øge trygheden for de øvrige passagerer. På den måde bruger de musik som effektiv og målrettet social kontrol mod uønskede grupper.
Operaen er meget effektiv til at fjerne de personer, der skaber utryghed på banegårdene, da det er uudholdeligt at opholde sig det pågældende sted i længere tid – primært pga. den høje lydstyrke og det høje frekvensområde, der ledsages af en dårlig lydkvalitet.
Meningen er netop, at musikken skal være ubehagelig, og det lykkes i høj grad. Derfor er DSB i gang med at udvide brugen af ’skræm-væk-musikken’, så den nu bliver afspillet på over 20 stationer rundt omkring i landet. Blandt andet i Vejle, Høje Taastrup og senest i Herning, hvor det netop er blevet sat op. Det er ikke et unikt DSB-fænomen men derimod en udbredt praksis i især Tyskland og Canada.
Brugen af klassisk musik på stationer er heller ikke kun i vækst i Danmark - eksempelvis vil man i Berlin i løbet af i år installere det på 40 U-Bahn-stationer. Ny statistik fra Tyskland viser, at 84 % af passagererne bakker op om musikken, og en engelsk undersøgelse viser også, at kriminaliteten falder, og den oplevede tryghed stiger, når der afspilles klassisk musik.
Et unødvendigt voldsomt musikvalg
Umiddelbart virker det derfor til at være et innovativt positivt tiltag, der gør det rarere for os alle at opholde os på DSB’s banegårde.
Men der er dog bagsider ved brugen af ’skræm-væk-musikken’: For det første er musikken i Danmark så voldsom, at den ikke kun er ubehagelig for de unge ballademagere men også for alle andre gæster.
Jeg har som en del af mit bachelorprojekt undersøgt den generelle holdning til operaen, der afspilles på Vejle Banegård, og her er det under en tredjedel, der mener, at musikken skal være der. Ganske enkelt fordi de synes, det er uudholdeligt at høre på.
Grunden til, at der er så stor forskel på den almene opbakning i Tyskland og i Vejle, er, at man i Tyskland afspiller afdæmpet klassisk musik såsom Vivaldi-violinkoncerter og små klaverkompositioner. Det står i kontrast til marchmusik og opera for fuldt udtræk og viser, at man ikke bare kan skære al klassisk musik over én kam.
I Tyskland udnytter man, at det ikke er særlig cool som ubehøvlet teenager at opholde sig et sted, hvor der afspilles klassisk musik – de mister ganske enkelt ’street-cred’ og bliver til grin i deres gruppe, hvis de opholder sig et sådant sted. Det er en noget mere raffineret måde at udnytte musik på, hvor de øvrige passagerer blot opfatter det som baggrundsmusik i modsætning til i Danmark, hvor man ikke kan undgå at opfatte det som ubehagelig forgrundsmusik, der bare afspilles så højt, at det er irriterende for alle.
En anden kritik af musikvalget kommer fra flere musikere, der indvender, at det er synd for ’selve musikken’, at den bliver brugt til at bortjage folk med. Man kan forestille sig en sanger, der har trænet et helt liv for at kunne synge en bestemt arie, og så bliver den bare brugt som skræmmemiddel. Men jeg mener ikke, at man kan opstille det på den måde.
Idéen om ’musik i sig selv’ er en gammeldags, konstrueret forestilling. Musik skal forstås i kraft af dets kontekst, og derfor kan den samme operaarie godt være rædselsfuld på banegården og smuk i koncertsalen. Så det argument køber jeg ikke. ’Selve musikken’ skal nok klare sig.
Fænomenets sociale bagside
En uundgåelig konsekvens af ’skræm-væk-musikken’ er, at den ikke kun fordriver højtråbende unge men også hjemløse, der ikke kan søge ly på banegården, når de eksponeres for operaarierne og marchmusikken og derfor må finde et mere ubekvemt sted at være og sove.
Nogle vil endda argumentere for, at hvis musikken er målrettet mod hjemløse, kan det indplaceres i det, der kaldes ’dark design’, som er en fællesbetegnelse for installationer, der har til formål at fjerne hjemløse fra bybilledet.
Det optimale dark design skal formes på en måde, så man ikke opdager dets egentlige formål, men blot betragter det som praktiske foranstaltninger eller endda kunst. På den måde konfronteres vi hverken med hjemløse eller den dårlige samvittighed over måden, hvorpå vi behandler de svageste i samfundet på. Og det er jo dejligt...
Eksempler på dette er bænke med ”armlæn”, der gør det umuligt at ligge på dem, overflødige cykelstativer under broer, kunstskulpturer på varmeriste og måske også ’skræm-væk-musik’ på banegårde. Man forværrer altså livet betragteligt for dem, der har det allerværst i forvejen, for at flertallet kan få forbedret deres komfortable tilværelse en smule.
Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad DSB bør gøre i denne situation men blot påpege, at det ikke er uden samfundsmæssige omkostninger. Uanset om de vælger at installere opera og marchmusik eller ej, er der nogle, der taber, og nogle der vinder på det.
For det er klart, at der er et problem med ubehøvlede teenagere på flere stationer i landet, og musik er utvivlsomt en effektiv og billig måde at løse problemet på. DSB står i et dilemma, hvor de må vægte samfundsansvar over for deres kunders tryghed, og her har de valgt at prioritere de betalende kunders oplevelse af at være på banegården, selvom min undersøgelse dog viser, at en lavere og roligere type klassisk musik ville glæde de fleste gæster.
En lille højttaler afslører altså, hvem der er velkomne på banegården, og fænomenet ’skræm-væk-musik’ og DSB’s brug af den viser, hvor stor magt musik har. På godt og ondt.
Emil Kjær Bødker studerer Musikvidenskab med tilvalg i Samfundsfag på Aarhus Universitet og har skrevet bachelorprojekt om DSB’s skræm-væk-musik på Vejle Banegård. Foto: Privat