Maria sætter sig ved sin computer. Det er 15. november, klokken er 09.48. For første gang vil hun skrive et indlæg på debatsiden for Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse. Hidtil har hun blot været en flittig læser af siden. Hun skriver om at skulle i gang med sin behandling:

»...Nu er glæden nærmest afløst af nervøsitet og en bange fornemmelse. Forleden nat drømte jeg, at vi gennemgik flere forsøg og intet virkede. Det drøner rundt i bolden på mig - hvordan vil jeg reagere på hormonerne, kan jeg overhovedet finde ud af at stikke mig selv, kan jeg klare det rent psykisk, hvordan bliver det at få lagt æggene op - hvis de altså kan bruges osv. osv.«

»Det er ikke, fordi jeg ikke vil det her, for det vil jeg virkelig gerne - som alle I andre, så ønsker jeg virkelig et barn, jeg kunne dog godt lige undvære »forarbejdet«. Jeg synes bare, at det pludselig er blevet en lidt større mundfuld, end jeg havde forestillet mig. Er jeg blevet helt gak gak - eller har I også haft de tanker, før I begyndte?«.

Det er der flere, der har. Så allerede dagen efter skriver Maria:

»... jeg vil bare lige sige 1.000 tak for jeres svar ... Det varmer og sikrer mig i, at jeg ikke er helt alene i verden, selvom jeg ofte kan få den følelse. Jeg er glad for, at jeg fandt det her sted«.

30. november begynder Maria at bruge en næse-spray, der hedder Synarela. Den nulstiller hendes naturlige cyklus ¿ og får hende til at føle sig vanvittig træt.

To uger senere begynder Maria at stikke sig med sprøjter med kønshormonet FSH. Det får hende til at modne mange æg på en måned i stedet for kun et enkelt eller to. Maria føler, at det er uretfærdigt og urimeligt, at hun skal proppes med hormoner. Men hun gør det alligevel. For hun vil jo gerne være gravid.

En ups er

Det er Thomas, der gør sprøjterne klar. Han gør det præcis, som han har lært på klinikken. Både Maria og Thomas står ved vasken. Maria bider i en lille plastikdims, mens hun stikker nålen ind i maveskindet. I starten er det svært, men ret hurtigt bliver det rutine.

En dag dumper der et postkort ind af døren. Det er en julehilsen fra nogle venner, der skriver: »...vi skal have en ups er...«.

Da Maria læser det, bliver hun provokeret. Det kan godt være, at deres venner ikke har planlagt deres kommende barn, men at kalde det en »ups er«...?!

Maria læser kortet højt for Thomas. Han bliver også provokeret. Både Maria og Thomas synes, at det virker utaknemmeligt at skrive sådan om et barn, der er på vej. At få et barn er jo en gave, synes de.

»Er du gravid?«

Kort før juleferien er Maria og Thomas til julefrokost med Thomas arbejde. Først er de ude at køre i gokart tager. Så tager flokken på en otte-ni stykker ind på Mühlhausen Brasserie, som ligger i København, nær Rådhuspladsen.

Det er ved at være tid til, at Maria skal tage sin sprøjte. Hun skal tage den på cirka samme tid hver dag. Maria har medicin og sprøjter med i et sølvetui i sin taske. Hun lister ned ad en lille trappe til toilettet i kælderen. Det ser meget fint ud med guldfisk i et akvarium og marmor på gulvet, men udluftningen er ikke så god. Der lugter sødligt af toilettets luftfrisker.

Maria sætter sig på toilettet. For en gang skyld gør hun selv sprøjterne klar. De andre ville bare stille spørgsmål, hvis Thomas gik med. Hun gør sig klar og stikker sprøjten ind i maveskindet.

Under middagen lader Maria være med at drikke. Hun forklarer de andre, at hun ikke må drikke, fordi hun får antibiotika. Alligevel sætter det gang i en lystig snak om børn.

»Er du gravid?« bliver Maria grinende spurgt.

»Nej, nej,« siger Maria. Men hun og Thomas slipper ikke så let.

»Skal I ikke snart have nogle børn?«.

Maria og Thomas prøver at vige uden om spørgsmålene: »Vi har masser af tid« og »Jeg er stadig i gang med min uddannelse«, forsøger de sig med.

En hånd på maven

Maria kan ikke snuppe at blive spurgt til sit ønske om børn. For børn er jo ikke noget, som Maria og Thomas bare kan beslutte sig til at få. Ja, faktisk er det rent ud smertefuldt for hende. For det udstiller, at for langt de fleste er det netop blot at beslutte sig.

Et for ufrivilligt barnløse næsten uhørt privilegium.

»Hvad nu, hvis vi var sådan nogle, der ikke kunne få børn?« siger Maria i desperation. Hun bliver bare slet ikke hørt. I stedet lægger en af kvinderne ved bordet pludselig sin hånd på hendes mave.

»Ej, jeg tror ikke, at hun er gravid,« konstaterer kvinden og trækker hånden til sig.

Maria er fuldstændig paf. Alting går i stå inden i hende. Thomas opfatter ikke, at Maria får lagt en hånd på sin mave.

Maria mister med ét al sin lyst til at sidde ved langbord og spise små tapas, men hun gør det alligevel for Thomas skyld.

Da Maria og Thomas sent på aftenen forlader selskabet efter et forgæves forsøg på at få en bowlingbane, kan Maria næsten ikke hænge sammen mere. Foran kiosken på hovedbanegården giver Maria efter og græder.

Thomas holder armene beskyttende rundt om hendes hoved, så ingen kan se hendes tårer.

Læs de tidligere afsnit på avisen.dk.