Der er for alvor kommet gang i skattebetalingen fra danske og multinationale selskaber. På et år er statens indtægter på selskabsskatter steget fra 40 til 49 milliarder kroner, en stigning på 23 procent fra 2011 til 2012, skriver Politiken i dag, onsdag.
Og selskaberne kommer til at betale endnu mere de kommende år, vurderer Skatteministeriet i en dugfrisk analyse af samtlige 161.000 selskabers skattebetaling i indkomståret 2012.
- Det er en glædelig udvikling, som vi tolker på den måde, at der er ved at komme gang i samfundsøkonomien. Det betyder, at selskaberne kan tjene flere penge, få et overskud og betale skat af det, siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til Politiken.
- Men det er efter min vurdering også et resultat af den debat, der har været om de selskaber, der gemmer sig i skattelylande. Jeg tror også, det spiller en rolle, at vi nu har fået åbenhed om selskabernes skattebetaling i Danmark, siger skatteministeren.
Som Politiken kunne fortælle i sidste uge lægger skattemyndighederne formentlig inden ugens udgang samtlige selskabers skattebetaling ud til offentligt skue på internettet, så borgerne selv kan tjekke, om danske og udenlandske selskaber også betaler skat af produktionen i Danmark.
Med den tydelige stigning i selskabernes skattebetaling er der samtidig blevet færre såkaldte nulskatteselskaber i Danmark, viser analysen.
I 2011 måtte en skuffet Holger K. Nielsen konstatere, at 68 procent af samtlige registrerede selskaber i Danmark - 109.000 selskaber i alt - ikke betalte en krone i skat. Nu er antallet af nulskatteselskaber faldet til 103.000 af slagsen, mens antallet af skattebetalende selskaber er steget fra 52.000 i 2011 til 58.000 selskaber sidste år.