Real Madrids cheftræner José Mourinho har svært ved at forstå, hvordan Dortmunds Robert Lewandowski kunne lave fire mål, da tyskerne vandt Champions League-semifinalen med 4-1 onsdag aften.
Mourinho mener nemlig, at han havde forberedt sine spillere på den polske forwards styrker.
- Vi ved alt om Robert Lewandowski. Vi ved, hvordan han bevæger sig. Vi ved, hvordan han rykker efter afleveringerne. Vi ved alt, siger Mourinho til 3+.
- Når vi giver ham muligheden for at lave så mange mål imod os, er det naturligvis meget skuffende. Jeg er selv en del af holdet, så det er også mit ansvar, erkender den portugisiske træner.
Han mener i øvrigt, at Dortmunds 4-1-sejr var lige i overkanten.
- 4-1 er for voldsomt. Men selvfølgelig fortjente de at vinde. De var bedre end os, og de var fysisk stærkere. Individuelt vandt de næsten hver eneste nærkamp på banen, og så er det svært.
- Vi gik ind til anden halvleg med en god følelse med 1-1, men på fem eller 10 minutter tabte vi det hele. Vi brokkede os over en offside, men det var der vist ikke. Alt i alt har vi et dårligt resultat med hjem, siger José Mourinho.
/ritzau/