I Berlingskes serie af kronikker om EU, spørger Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, retorisk om Danmark og Europa skal fremad eller "dreje skarpt til højre"?
Han vælger selv vejen fremad og mener et højresving er et sving ind på en vej, som er "et koordineret angreb på flere europæiske demokratier" og som Dansk Folkeparti er en del af.
Morten Østergaard fremhæver medieaftalen, som blandt andet koster DR et tocifret millionbeløb:
- Når Dansk Folkeparti herhjemme slagter DR og gradvist udmarver vores public service, så er det en del af et koordineret angreb på flere europæiske demokratier. Fordi mindre kritisk journalistik, mindre oplysning, mindre der samler os på tværs af skel, er til højrepopulisternes fordel.
Han skriver desuden, at i "Ungarn opkøbes medier af premierminister Victor Orbans støtter. I Polen har det højrenationale regeringsparti Lov og Retfærdighed overtaget TV-kanaler og fyret journalister, der kritiserede regeringens linje. I Østrig insisterer det højrenationale FPÖ på, at parlamentet får mere kontrol med den statsejede TV-station ÖRFs indhold".
Samtidig tillægger han Dansk Folkeparti stor indflydelse på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) og partileder Mette Frederiksens (S) svar på, hvor de står i forhold til EU's retning:
"Men det er selvfølgelig også svært at give, når man bejler til et Dansk Folkeparti, der ønsker Danmark ud af fællesskabet", skriver Morten Østergaard, der kalder det for "sørgeligt, at vi har en statsminister, som er mere optaget af at følge Dansk Folkeparti end af at lede selv".
Morten Østergaard mener, at der er "brug for et opgør med den EU-pessimisme, som Dansk Folkeparti har smittet både Løkke og Frederiksen med".
Læs hele kronikken her.