Mange forældre ville formentlig blive glade og stolte, hvis deres søn blev pave. Men ikke Eleonore Schoenborn, som er mor til den østrigske kandidat, kardinal Christoph Schoenborn.
- At være pave ville være for meget for Christoph. Det ville være for svært for ham, siger den 92-årige østrigske kvinde til avisen Kronen-Zeitung.
- Han er simpelthen for god til jobbet, konstaterer hun.
Eleonore Schoenborn ser i forvejen kun sin søn én gang om året, når den ældre dame rejser til Østrigs hovedstad, Wien, fra sit hjem i byen Schruns i den vestlige del af landet.
Derfor frygter hun, at hun helt vil miste kontakten til sin 68-årige søn, hvis han ender med at blive det nye overhoved for den katolske kirke.
- Hvis han virkelig kommer til Rom, så vil jeg aldrig få ham at se igen. Jeg er for gammel til sådan en rejse, forklarer Eleonore Schoenborn.
- Så ville det være farvel for altid, tilføjer hun.
Chancerne for, at Christoph Schoenborn bliver pave, vurderes imidlertid som temmelig begrænsede.
Han ville i givet fald blive den anden tysktalende pave i træk efter Benedikt XVI, som har været Schoenborns mentor.
85-årige Benedikt meddelte pludselig i sidste måned, at han trækker sig tilbage i utide, fordi han føler sig for svag til at varetage embedet.
Pavevalget er åbent, og der er ingen officielle kandidater, men tre af de navne, der er blevet nævnt mest i rygtemøllen som favoritter, er: Milanos kardinal Angelo Scola, São Paulos kardinal Odilo Scherer og den canadiske kardinal Marc Ouellet.
Når den nye pave er valgt, kimer klokkerne i Peterskirken, og hvid røg stiger mod himlen. Derefter følger en række af traditionelle ceremonier.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.