Italiens fungerende premierminister Mario Monti bliver på sin post i mindst to uger endnu, siger landets præsident, Giorgio Napolitano, som håber, at dødvandet i den politiske situation vil blive brudt inden midten af april.
- Mario Monti forbliver på sin plads indtil videre, siger præsidenten, som understreger, at Monti udgør "et element af sikkerhed."
- Det siddende forretningsministerium er ved at udarbejde vigtige reformer for økonomien, siger præsidenten uden at oplyse yderligere detaljer.
Han siger, at to grupper vil blive nedsat for at for at udvikle reformer.
- Jeg vil bede to begrænsede grupper med forskellige personligheder om at udarbejde reformforslag, som kan bane vej for snarlige valg, så dette dødvande fra det uafklarede valg kan bringes til ophør, siger Napolitano.
Italienske medier skriver, at de to grupper vil koncentrere sig om reformer af de politiske institutioner, mens den anden vil tage sig af de socialøkonomiske problemer.
Præsidenten opfordrer alle politikere til at udvise mere ansvar i den nuværende situation.
Efter valget udgøres det politiske landskab af tre næsten lige store store blokke, som ikke er interesseret i at regere sammen.
Venstrekoalitionens leder, Pier Luigi Bersani, fik til opgave at danne regering, men har opgivet. De øvrige to blikke domineres af Silvio Berlusconis højreorienterede parti og komikeren Beppe Grillos Femstjernede protestbevægelse.
/ritzau/Reuters