Hvert eneste år opkræver teleselskaberne millioner af kroner fra politiet. De mange skattekroner vil teleselskaberne have for at hjælpe politiet med at fange farlige kriminelle.
Teleselskaberne kan nemlig give politiet nødvendige oplysninger om, hvem der har ringet til og fra de kriminelles telefoner – oplysninger, som kan være afgørende for efterforskningen.
Ifølge Svend Foldager fra Københavns Politi koster de oplysninger politiet 500 kroner per mobiltelefon per uge. Og det løber op i mange penge.
I en større narkosag kan der sagtens være 40 mobiltelefoner, der skal spores et halvt år tilbage. Det betyder en udgift på over en halv million kroner - helt nøjagtig 520.000 kroner. Og det er bare for en enkelt sag.
Og udgiften til mobil-sporing er stigende, for de kriminelle spekulerer nemlig i at benytte flere forskellige telefoner, så det bliver sværere for politiet at spore dem.
Ublu priser
»Det er mange penge, og man kan diskutere, hvor meget arbejde teleselskaberne egentlig har med at finde oplysningerne,« siger efterforskningsleder fra Københavns Politi Svend Foldager til Nyhedsavisen.
De oplysninger, som teleselskaberne skal finde til politiet, har de nemlig liggende i forvejen.
»Det er ublu priser, når man ved, de har informationerne i forvejen,« siger politikommisær i Østjyllands Politi Jens Peter Andersen.
Tele-ekspert Torben Rune bekræfter, at oplysningerne er lette at finde.
»Det er ganske, ganske nemt for teleselskaberne at hente oplysningerne. Det er teknisk ganske simpelt og kræver i mange tilfælde kun få klik på computeren,« siger han.
Rigspolitiet ved ikke, præcis hvor mange penge dansk politi hvert år afleverer til teleselskaberne.
Men i Norge, der har nogenlunde samme system, er udgifterne eksploderet de seneste år.
Norsk politi betalte sidste år over 17 millioner danske kroner til de norske teleselskaber - over dobbelt så mange penge som i 2001.
TDC: Vi tjener intet
TDC afviser, at selskabet tjener penge på at hjælpe politiet.
»Vi tjener bestemt ikke penge på det – det står også i loven, at vi ikke må,« siger kommunikationsmedarbejder Rasmus Windfeld fra TDC til Nyhedsavisen.