Statsminister Stefan Löfvens svenske regering er løbet ind i store problemer.
Støttepartiet Vänsterpartiet er stærkt utilfreds med regeringens projekt om privatisering af arbejdsformidlingen AF.
Nu siger partiet, at det vil bringe en mistillidsafstemning om arbejdsminister Eva Nordmark til afstemning i Riksdagen i Stockholm.
Vänsterpartiet ligger ude på den politiske venstrefløj og er støtteparti for Löfven og hans socialdemokrater, der er i koalitionsregering med Miljöpartiet.
Men Centerpartiet og Liberalerna, der er midtsøgende borgerlige partier, er også støttepartier.
De indgik i januar en aftale med Socialdemokratiet og Miljöparftiet, og i den såkaldte januaraftale står der privatisering af AF.
Den borgerlige opposition til regeringen og støttepartierne har erklæret, at den vil stemme for mistillid til arbejdsministeren, og så er der flertal.
Der var torsdag ikke fastsat et tidspunkt for afstemningen, og sidst på eftermiddagen indkaldte Löfven sine støtter til møde for at drøfte situationen.
- Det næste skridt for mig er, at partierne bag januaraftalen drøfter, hvordan vi kommer videre, siger Löfven ifølge Reuters.
Annelie Karlsson, Socialdemokratiets gruppeformand, siger til Expressen, at det er muligt, at det ender med regeringens afgang. Men det er for tidligt at sige.
- Alternativet er, at vi fortsætter og nominerer en ny arbejdsminister eller siger, at det ikke er muligt at regere med den struktur, vi har i dag.
Om det kan ende med valg, er usikkert.
Annelie Karlsson har også talt med Aftonbladet, og til avisen siger hun, at et nyvalg kan blive aktuelt.
Der er imidlertid flere partier, der vil gøre, hvad de kan, for at holde et nyvalg langt væk - hvis de altså tror på de seneste meningsmålinger.
Det gælder eksempelvis Socialdemokratiet, som har dårlige målinger.
Til gengæld stormer det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna frem og ligger til at blive Riksdagens næststørste parti - efter Socialdemokratiet - hvis der var valg nu.
/ritzau/