Den mistænkte bag en række pakker med rørbomber, der var adresseret til kritikere af præsident Donald Trump, blev mandag fremstillet for en dommer i Miami.
Den 56-årige Cesar Sayoc lyttede tavs, mens dommeren oplæste de fem sigtelser mod ham. Derpå blev han varetægtsfængslet uden mulighed for at blive løsladt mod kaution.
Flere medier rapporterer, at den sigtede tilsyneladende havde tårer i øjnene, da dommeren læste sigtelserne mod ham.
Hans tre forsvarsadvokater stillede sig skulder mod skulder for at beskytte ham mod fotografernes linser, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den tidligere stripper og tilsyneladende ivrige Trump-tilhænger er blandt andet sigtet for at true en tidligere præsident og for at have sendt sprængstoffer med posten.
Sayoc risikerer fængsel i over 50 år, hvis han kendes skyldig.
Han ventes inden længe at blive overført til New York, hvor retssagen mod ham skal finde sted.
Uden for domstolen betegnede en af Sayocs forsvarsadvokater sigtelserne som "tynde".
- Der er ikke andet end nogle tynde beviser, siger forsvarsadvokaten, Jamie Benjamin.
Sayoc blev anholdt fredag i Florida på mistanke om, at han har sendt i alt 14 pakkebomber til blandt andre fremtrædende demokratiske politikere.
Blandt de personer, der skulle have modtaget de tilsyneladende hjemmelavede rørbomber, er tidligere præsident Barack Obama og tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton.
En unavngiven embedsmand siger til nyhedsbureauet AP, at den sigtede havde en liste med navne på fremtrædende demokrater og andre modstandere af præsident Trump.
Efterforskerne i sagen mener, at det kan være en liste over planlagte mål for flere pakkebomber, siger kilden.
Sayoc blev fremstillet i retten kun få timer efter, at forbundspolitiet FBI havde bekræftet, at yderligere en formodet bombe var fundet på et postkontor i Atlanta, Georgia. Den var stilet til tv-stationen CNN.
Næste retsmøde finder sted på fredag i Miami.
Bombesagen finder sted kort tid inden, at amerikanerne går til stemmeurnerne den 6. november for at vælge medlemmer til Kongressen og guvernører til landets delstater.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters