Den skattefusk-anklagede tidligere topchef i Nissan Carlos Ghosn oplyser tirsdag, at han befinder sig i Libanon.
Carlos Ghosn er anklaget for skattesvindel i Japan, men er løsladt mod kaution og afventer sin retssag. Her blev han også forbudt at forlade Japan.
Men i en pressemeddelelse siger han, at han er i Libanon, da han ikke vil være gidsel i et korrupt japansk retssystem.
- Jeg er ikke flygtet fra retfærdighed, men fra uret og politisk hetz, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- I Japan er skyld formodet på forhånd, og basale menneskerettigheder bliver benægtet én.
I Paris siger den franske viceøkonomiminister, Agnes Pannier-Runacher, at hun er "dybt overrasket" over nyheden om, at Carlos Ghosn har forladt Japan, hvilket hun har erfaret gennem medierne.
Pannier-Runacher siger til Inter radio, at ingen er hævet over loven, men at Ghosn kan få hjælp af det franske konsulat i Beirut som fransk statsborger.
Ghosn siger, at han ser frem til at kunne tale frit med medier.
Hverken Libanons ambassade i Tokyo eller Ghosns advokater har svaret på, om den tidligere topchef reelt er flygtet fra Japan.
Det er endnu uklart, hvordan Carlos Ghosn har forladt Japan, da han fik frataget sit pas i forbindelse med anklagen om skattefusk.
Over for Reuters oplyser en af Ghosns advokater, at topchefen ikke har haft adgang til sine pas.
- Vi blev helt overraskede. Jeg er målløs, siger advokat Junichiro Hironaka blandt andet til nyhedsbureauet AFP.
Advokaten tilføjer, at han ikke har haft nogen kontakt med sin klient siden sidste tirsdag, og at Ghosns formodede flugt til udlandet potentielt bryder med betingelserne i kautionsaftalen.
Ifølge The Wall Street Journal vil Carlos Ghosn afholde en pressekonference i Libanon om et par dage.
Ghosn, der er brasilianskfødt franskmand med libanesiske aner, blev anholdt i lufthavnen i Tokyo 19. november 2018.
Han er sigtet for fire forhold, herunder for at tilbageholde oplysninger om sin indkomst samt at have brugt Nissans midler til at lave ulovlige handler i Mellemøsten.
Ghosn nægter sig skyldig.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters