Facebook svømmer over med falske reklamer. Men hvor det tidligere har været levende kendiser, der er blevet misbrugt som blikfang for tvivlsomme produkter, er det den netop afdøde Roxette-sanger, Marie Fredriksson, der får den tvivlsomme ære.
Det skriver den svenske avis Aftonbladet.
Marie Fredriksson, der døde for et par uger siden, blot 61 år gammel, fremstår i reklamen spillevende sammen med sin gamle Roxette-kollega, Per Gessle.
– Han afslørede pludselig alt, da mikrofonen var tændt. ”Det her har betydet mere for mig end alle årene med Roxette, og jeg kan ikke længere holed det for mig selv, citeres Per Gessle for at sige, mens står storsmilende sammen med Marie Fredriksson.
Er også sket i Danmark
Det hele er naturligvis fup og fidus, og det har nu fået Roxettes manger til at reagere skarpt.
– Det er frygteligt oprørende. Vores advokat tager sig af alt det, der desværre dukker op, siger Marie Dimberg, manager for Roxette til avisen, der også har talt med en jurist, der kalder kampagnen åbnelyst ulovlig.
Problemet er, at det er mere end almindeligt svært at finde frem til bagmændende, og Facebook har heller ikke reageret på henvendelser.
Også i Danmark bliver kendte mennesker brugt i falske reklamer – uden at have givet deres tilladelse til det. Man skal således ikke have opholdt sig mange minutter på Facebook, før Mads Mikkelsen dukker op i et smart projekt, og TV-værten Peter Ingemann har også tidligere fortalt, hvordan han er blevet misbrugt.