Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har i weekenden haft ufrivilligt besøg af maskerede aktivister fra det nynazistiske miljø.
Det drejer sig om bevægelsen Den Nordiske Modstandsbevægelse, der med affald blokerede for indkørslen til ministerens private bolig i Birkerød i Nordsjælland.
Den Nordiske Modstandsbevægelse skriver på sin hjemmeside, at skraldet er afleveret som en del af en større aktion hos flere politikere og kommuner over hele landet.
"Kampgrupperne havde samlet sig i udvalgte områder landet over, hvor de samlede det skrald og affald op, som uansvarlige mennesker har smidt i naturen, på strandene, i skovene, langs vejene og i byerne. Affaldet blev efterfølgende afleveret hos de ansvarshavende politikere", skriver gruppen på nettet.
Jakob Ellemann-Jensen bekræfter over for Avisen.dk episoden:
- Jeg havde helst set, at det var tiet ihjel, men nu har de ansvarlige selv gjort opmærksom på deres aktion. Det hører ingen steder hjemme i et demokrati at vise sin uenighed på den måde. Man kan være uenig, men det må man vise på lovlig vis og på en måde, der respekterer, at der er mange politikere, der har familiemedlemmer, der ikke selv har valgt, at deres mand, far eller mor skal være en del af politik, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Rådmand også udsat for affald
Lasse P.N. Olsen fra Enhedslisten er rådmand i Aalborg Kommune, og han skriver mandag eftermiddag på Facebook, at han også har fået affald og en besked fra gruppen, der har sit udspring i det svenske nynazistiske miljø.
"Jeg var ikke selv hjemme, da det skete, og seje naboer havde ryddet nazisvineriet op længe før, jeg kom hjem. Derfor hørte jeg først om det i morges, da jeg så en mail fra boligforeningens formand", skriver Lasse P.N. Olsen på Facebook.
På Den Nordiske Modstandsbevægelses hjemmeside kan man se billeder af flere forskellige bunker affald ved flere politikere og rådhuse.
Borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), har udsendt en fordømmelse på vegne af hele Magistraten.
- Episoden er meget beskæmmende. Det er fuldstændig utilstedeligt og helt uacceptabelt, at man som politiker skal udsættes for chikane, fordi man passer sit arbejde, lyder det fra den socialdemokratiske borgmester i fordømmelsen.