Fødevareminister Mette Gjerskov (S) afviser landbrugets påstande om, at grundlaget for de kommende randzoner langs med vandløb og søer er fyldt med fejl.
Ifølge landbruget er kortene over de vandløb, der skal beskyttes mod landbrugets kvælstof mere vild- end vejledende.
Derfor ønsker erhvervet, at reglerne om nye sprøjte- og dyrkningsfri bræmmer skal udskydes til næste år i stedet for at træde i kraft 1. september.
Men det bliver der ikke tale om ifølge ministeren.
- Vi har at gøre med en kortlægning af natur, så selvfølgelig vil der være nogle fejl. Men det her er den bedste kvalitet, vi overhovedet kan levere, siger Mette Gjerskov og fortsætter:
Ifølge ministeren viste en undersøgelse i foråret, at 94 procent af kortene var korrekte. Siden har et tocifret antal medarbejdere i samarbejde med kommunerne forbedret dem igen.
- Selvfølgelig vil der i kort altid kunne være en fejl. Men så ringer man ind til den nye hotline til formålet, og så retter vi fejlen, siger hun.
Hun afviser også, at kortene medfører, at store landbrugsområder ikke kan dyrkes som påstået af landbruget.
- Det fremgår klart af loven, at en landmænd højst kan have randzoner på fem procent af sit samlede areal. Har han mange vandløb, så gøres zonerne tilsvarende smallere, siger ministeren.
Landbrugets mest protestivrige organisation Bæredygtigt Landbrug med omkring 4000 medlemmer vil ikke følge de nye regler, fordi de har lagt sag an mod staten.
Det mener foreningens formand Vagn Lundsteen har opsættende virkning, indtil retssagen er afgjort om nogle år.
Men Fødevareministeren ryster på hovedet.
- I et demokrati er det helt helt i hegnet, hvis nogen tror, de ikke behøver at overholde landets love, og det gælder også landbruget, siger Mette Gjerskov og fortsætter:
- Men vi har lavet et fjumreår, så der ikke vanker bøder, hvis man laver en fejl det første år. Boykotter man loven bevidst, er det naturligvis en helt anden sag, siger Mette Gjerskov.