Serbiens højreorienterede oppositionsleder, den 60-årige Tomislav Nicolic, erklærer sig selv som vinder af det serbiske præsidentvalg over den siddende liberale præsident, 54-årige Boris Tadic.
- Serbien vil ikke fravige fra dets europæiske sti, understreger Nicolic, der dermed forsikrer om, at han vil fortsætte arbejdet med forhandlinger om et serbisk EU-medlemskab..
Ifølge den uafhængige observatørgruppe CeSID fører Nicolic med to procent over den mangeårige præsident Boris Tadic. Tallene 49,4 procent mod 47,4 procent bygger på en prognose på baggrund af 70 procent af de optalte stemmer.
Præsidenten, der er valgt to gange siden 2004, tog føringen først på dagen. Men den lave valgdeltagelse kunne ifølge valgeksperter falde ud til Nicolic' fordel, idet hans tilhængere er mere disciplinerede vælgere.
Den 54-årige Tadic var del af den blok af reformister, ledet af det liberale Demokratiske Parti, som styrtede Slobodan Milosevic i 2000 efter et årti med krig og isolation i forbindelse med Jugoslaviens sammenbrud.
Han har styret Serbien imod optagelse i EU, men der er en dyb frustration blandt serbere over den barske overgang fra socialisme til kapitalisme samt en økonomisk opbremsning, som har øget arbejdsløsheden til 24 procent.
Den 60-årige Nicolic var under natobombningerne i 1999 en ultranationalistisk støtte af daværende præsident Slobodan Milosevic. Efter at have tabt til Tadic i 2008, har han prøvet at relancere sig selv som en proeuropæisk konservativ.
Valgtilforordnede har ikke fundet noget bevis for de 500.000 stemmer, som Nicolic hævder er falske. Opgøret sker på et tidspunkt, da Serbien har brug for stabilitet for måske allerede næste år at kunne indlede forhandlinger med EU.
Reuters