Nettet er strammet godt og grundigt om de personer, som ifølge politiet har været involveret i millionkuppet mod Danske Banks fordelingscentral i Brabrand, der gav et udbytte på 26,7 millioner kroner.
Fire mænd mellem 28 og 33 år fra Østjylland blev derfor torsdag varetægtsfængslet, da de blev fremstillet i grundlovsforhør i Århus Byret. De fire mænd blev midt i marts anholdt på et hotel i Tjekkiets hovedstad Prag og satte først fødderne på dansk grund onsdag eftermiddag.
Mændene er sigtet for tyveri under særlig skærpende omstændigheder, men de nægtede alle i retten at udtale sig om sigtelsen.
Pengene mangler
Politiinspektør Ole Madsen fra Østjyllands Politi forklarer, at politiet med fængslingerne er kommet noget nærmere en endelig opklaring af milliontyveriet.
- Vi har begrundet mistanke om, at vi har fat i den helt rigtige persongruppe, og det fik vi bekræftet i retten. Det er et kraftigt skridt i den rigtige retning i forhold til efterforskningen, siger Ole Madsen.
Pengene fra kuppet er dog ikke blevet fundet endnu, og Ole Madsen vil af efterforskningsmæssige årsager ikke ind på, om politiet har et spor at gå efter i jagten på de 26,7 millioner kroner, som tyvene fik med sig fra kuppet.
- Jeg vil ikke ind på, om vi har noget spor af pengene, men jeg kan ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser i sagen, siger Ole Madsen.
Kendt af politiet
I arresten i Århus kan de fire mænd slutte sig til to 27-årige mænd, som også er sigtet i sagen. De seks mænd skal alle sidde varetægtsfængslet frem til 20. maj, hvor selve retssagen begynder.
- De her personer er tidligere kendt af politiet for lignende kriminalitet, og de har alle sammen i større eller mindre grad medvirket til tyveriet, siger Ole Madsen.
Udover de seks mænd, som allerede er blevet varetægtsfængslet, er yderligere to personer sigtet i sagen.