Mens toppen i Moderaterne sidder i regeringsforhandlinger med fungerende statsminister Mette Frederiksen, Venstre og De Radikale, så har Jyllands-Posten afsløret, at Moderaternes Jeppe Søe skylder det offentlige 1,8 millioner kroner.
Og på trods af sin gæld kan Jeppe Søe, efter han ved det seneste Folketingsvalg blev valgt ind i Folketinget, nu trække på en stribe goder, som betales af skatteyderne.
Jeppe Søe er en af Lars Løkke Rasmussens topfolk, og har fået en plads i Folketingets fineste organ, Præsidiet. Han er valgt som 2. næstformand i Folketinget.
Med den magtfulde post medfølger en gratis lejlighed. Lejligheden kan han - i modsætning til andre folketingsmedlemmer - anvende i det omfang, det passer ham.
Præsidiets medlemmer er nemlig ikke omfattet af Folketingets regler om, at de valgte højst må opholde sig 180 dage om året i en lejlighed, som Folketinget stiller til rådighed.
Udover lejligheden får Jeppe Søe 35.286 kroner om året til dobbelt husførelse, fordi han har folkeregisteradresse i Aalborg.
I en reaktion på Facebook skriver Jeppe Søe blandt andet, at han siden 2008 har været åben om sin økonomi og at han "løbende har betalt af på gælden".
Han tilføjer, at han "har begået fejl undervejs. Jeg har taget chancer. Nogle af dem ville jeg tage igen, andre ville jeg helst have været foruden. Det hele har gjort mig klogere".
I sommers erkendte Jeppe Søe, at han havde en gammel gæld til en smedemester. Under finanskrisen undlod han at betale en regning på 426.000 kroner, penge som han fået af skoproducenten Ecco til at betale regningen med.
Sager klæber sig til Moderaterne
Efter valget er Moderaterne - ofte med glimt i øjet - blevet kaldt for "klovnebussen", fordi flere af medlemmerne har diverse sager bag sig, og under overskriften "Sager klæber sig til medlemmer af Moderaterne" listede Ritzau de valgte medlemmers sager op:
Kristian Klarskov:
Det nyvalgte medlem Kristian Klarskov forlod Folketinget efter blot tre uger, fordi Jyllands-Posten har afdækket, at han ikke er så succesfuld en iværksætter, som han gav sig ud for i valgkampen og som partiet gav udtryk for.
Han har aldrig startet en succesfuld virksomhed eller skabt arbejdspladser, som det er påstået.
Tobias Grotkjær Elmstrøm:
Advokaten har blandt andet tre gange groft tilsidesat god advokatskik. Han er sammen med sin virksomhed blevet pålagt at skulle betale 480.000 kroner i bøder og godtgørelser.
Det største beløb er en godtgørelse, da Elmstrøms firma i 2019 fyrede en advokat, som gik i fertilitetsbehandling med sin partner. Sagen er indbragt for de civile domstole.
Jakob Engel-Schmidt:
I 2017 blev den daværende Venstre-politiker stoppet af politiet, da han kørte bil med kokain i blodet. Han blev frakendt kørekortet og fik en bøde. Da Ekstra Bladet først spurgte ham ind til det, undlod han at svare og tog orlov fra Folketinget. Siden kom det frem.
Jeppe Søe:
Den tidligere studievært på TV 2 og TV3 har gennem en årrække fremsat kontroversielle og sexistiske udtalelser om kvinder. Blandt andet om Mette Bock fra Liberal Alliance og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.
Det har partiet taget afstand fra og kaldt "fejl".
Jon Stephensen:
Den arkitekt- og journalistuddannede Stephensen blev i maj fyret som teaterchef på Aveny-T efter år med flere succesfulde forestillinger.
Han kalder det politisk, mens bestyrelsen fremhæver, at den har undersøgt en række forhold, og at det var uundgåeligt, at han måtte stoppe. Begge parter afviser at sige yderligere.
Lars Løkke Rasmussen:
Lederen af partiet og tidligere statsminister har flere sager bag sig. I sin tid som amtsborgmester lod han skatteyderne betale for taxature, cigaretter, forretningsrejser uden om det fastlagte program samt entré til et kasino og et diskotek.
Han rejste dyrt som formand for klimaorganisationen GGGI og lod den betale for en rejse til hans datter til Brasilien. I 2014 blev han desuden afsløret i at lade Venstre betale for 152.000 kroners tøj, da han var statsminister.
Kilder: Frihedsbrevet, Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Ritzau