Michael Jordans eksklub får historisk NBA-lussing

Sport
NBA: Boston Celtics at Chicago Bulls (Foto: Patrick Gorski/Ritzau Scanpix)

Chicago Bulls tabte med 56 point til Boston Celtics i NBA. Det er Chicagos største nederlag i NBA nogensinde.

Trænerskiftet hos det kriseramte NBA-hold Chicago Bulls har ikke været nogen stor succes.

I Jim Boylens tredje kamp i spidsen for Chicago, indkasserede holdet sit til dato største nederlag i verdens bedste basketball-liga.

Natten til søndag dansk tid blev Chicago ydmyget på egen bane, hvor Boston Celtics kom og sejrede med 133-77.

Det var et nyt lavpunkt for Chicago, som blot har vundet seks ud af 27 kampe i sæsonen og er det dårligste hold i NBA's østkonference.

Det står i kontrast til 1990'erne, hvor Bulls vandt seks mesterskaber med ikonerne Michael Jordan på banen og Phil Jackson på trænerbænken. Siden duoen forlod Chicago i 1998 har holdet ikke stået i en NBA-finale.

Marginen på 56 point var ikke bare Chicagos største nederlag, det var også Bostons største sejr i NBA.

Det største sejrsmargin i NBA-historien var dog ikke i fare for at falde. Rekorden tilhører fortsat Cleveland Cavaliers, som i december 1991 vandt med 68 point, da Miami Heat blev slået 148-80.

/ritzau/