Mia fra "Løvens Hule": Flytter hjemmefra

Kendte
Mia Wagner er kendt som en af løverne i "Løvens Hule" på DR (Foto: Per Arnesen/DR)

Koncerndirektøren rykker ganske snart fra Viborg til København

Mia Wagner, kendt fra ”Løvens Hule”, har det meste af sit liv boet i Viborg. Men nu tager hun det store spring og bytter barndomsbyen ud med København

– Det er faktisk corona-virussen, der har fremskyndet beslutningen, fortæller Mia til avisen.dk. Hun har det sidste halve år sammen med sine døtre boet hos forældrene i et stort familiekollektiv. Men efter at have været i corona-karantæne den sidste uges tid, tør Mia Wagner ikke længere flytte hjem til sine aldrende forældre.

– Mine døtre følger med til København, men vi vender midlertidigt tilbage til Viborg, når krisen er forbi, så de kan blive færdige med deres skole. Heldigvis er børnenes far også tit i København, så det passer fint, siger hun.

Mia Wagner er direktør i Freeway-koncernen, som har hovedsæde i Viborg. Men flytningen til København betyder ikke, at hun giver tøjlerne fra sig. Hun vil derimod etablere en københavnerafdeling, hvor koncernens københavnske aktiviteter, der blandt andet tæller Roomservice.dk og Avisen.dk, samles. Som pendant til koncernens kontor i Viborg. Det sker for at skabe endnu bedre mulighed for vidensdeling virksomhederne imellem.

Den daglige drift af kontoret i Viborg overlades til driftsdirektør, Anne Stampe Olesen. Mia Wagner vil fortsat have stor kontakt med kontoret.