Den tidligere Brøndby-træner René Meulensteens fremtid i Manchester United er mere end usikker, når Alex Ferguson stopper som manager efter denne sæson.
Hollænderen har i mange år været en del af Fergusons hold af assistenter, men det kan være slut, når David Moyes overtager til sommer. Everton-manageren vil måske tage sit eget hold af assistenter med.
- Jeg har stadig kontrakt for et år mere, men vi har aftalt, at vi vil brainstorme på min rolle den dag, hvor Alex besluttede sig for at stoppe.
- Og det er så tilfældet nu. Min fremtid i United står ikke helt klar lige nu. Jeg ved ikke, hvad der vil ske med mig nu.
- Jeg er usikker på fremtiden, men jeg bliver klogere de næste uger, siger Meulensteen til avisen De Telegraaf.
Den 49-årige hollænder har været i Manchester United siden 2001 med en afstikker til Brøndby i 2006, hvor han fik en kontrakt på tre år. Meulensteen fik en skidt start og blev fyret efter et halvt år i jobbet.
/ritzau/