- Tror man virkelig på, at folk bliver bedre forældre af at have færre penge?
Sådan lød det før valget fra Socialdemokraternes Mette Frederiksen, da Dansk Folkeparti krævede øget brug af forældrepålæg overfor belastede familier, hvis børn var på vej ud på en kriminel løbebane.
Dengang - i 2011 - varslede både Socialdemokraterne og SF i Information, at de ville afskaffe den slags sanktioner, hvis de vandt valget.
Partierne vandt som bekendt valget, og nu opfordrer den socialdemokratiske socialminister, Karen Hækkerup, så kommunerne til det stik modsatte, nemlig at de i større omfang skal trække de belastede familier i deres ydelser, hvis børnene laver kriminalitet.
- Vi må gøre op med holdningen om, at det er synd for børnene og forældrene, for det kommer de ingen vegne af. En lille dreng, der råber luder efter sin nabo eller sparker til ting og sager, indtil de går i stykker, er ikke et offer, siger Karen Hækkerup til Berlingske.
På spørgsmålet om, hvorfor Socialdemokraterne har skiftet holdning til forældrepålægget, siger Karen Hækkerup, at regeringens holdning er uændret.
- Regeringen har ikke skiftet holdning. Det har aldrig nogensinde stået i regeringsgrundlaget, at man ikke ville gå ind for forældrepålæg, siger Karen Hækkerup til Ritzau.
Karen Hækkerup langer nu ud efter de forældre, der sidder bag "nedrullede gardiner" og med "tændt parabol", mens børneopdragelsen sejler, og deres drenge får lov at rende rundt og passe sig selv, lyder det.
Hos De Konservative glæder man sig over standpunktsskiftet i regeringspartierne:
- Jeg er tilfreds med, at Socialdemokraterne - og dermed også regeringen - nu anerkender brugen af pålæg som et væsentligt redskab til at nå ind til de familier, hvor vi kan se, at børnene ikke passer skolen og begynder at lave ballade, siger partiets socialordfører, Benedikte Kiær.
/ritzau/