Det prestigefyldte metroprojekt, Cityringen, lader til at skabe dybe panderynker hos Københavns Kommunes overborgmester, Frank Jensen (S).
En enkelt naboklage over udvidede arbejdstider ved metrobyggeriet er nemlig nok til at bremse arbejdet i aften- og nattetimerne, mens Natur- og Miljøklagenævnet behandler sagen, og den praksis overrasker Frank Jensen.
- Københavns Kommune retter naturligvis ind efter de afgørelser om støj som kommer.
- Men det er overraskende, at en enkelt klage, der ikke er afgjort, kan forsinke et stort metroprojekt i månedsvis til gene for rigtig mange københavnere og betyde ekstraregninger på mange millioner, siger han i en pressemeddelelse.
Uden indførelse af udvidet arbejdstid, vil det ifølge Metroselskabet betyde en forsinkelse på cirka et år. I så fald vurderes ekstraregningen til at ligge mellem 1,2 og 1,5 milliarder kroner.
Metroselskabet er ejet af Københavns- og Frederiksberg Kommuner samt staten, og derfor vil ekstraregningen i sidste instans ende hos skatteborgerne.
Derfor ønsker Københavns Kommune en hurtig afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet for at mindske regningen, såfremt Metroselskabet altså får medhold, og de udvidede arbejdstider kan fortsætte.
- Vi opfordrer derfor Natur- og Miljøklagenævnet til at behandle sagen så hurtigt som muligt, så københavnerne ikke skal vente fem måneder eller længere tid på en afgørelse.
- Københavns Kommune deltager i hvert fald gerne i en hurtig proces, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).
Efter planen skal Cityringen med 17 underjordiske stationer være færdig i december 2018. Det forventes, at byggeriet vil koste omkring 22 milliarder kroner.
Da klagefristen udløb mandag klokken 17, var der støjklager fra beboerne i forbindelse med byggerierne ved stationerne Gammel Strand, Øster Søgade, Marmorkirken, Hovedbanegården og Sønder Boulevard.
/ritzau/