Den konservative tyske forbundskansler, Angela Merkel, indleder fredag sonderinger med det socialdemokratiske SPD om dannelsen af en stor koalition - en regering bestående af CDU/CSU og SPD.
Trods en stor valgsejr for de kristeligt demokratiske partier den 22. september er Merkel nødt til at finde en ny samarbejdspartner, efter at det liberale FDP gled under spærregrænsen på fem procent.
Det bliver en kompliceret forhandling, som kan trække ud i adskillige måneder.
SPD er vidende om, at da socialdemokraterne sidst gik ind i en stor koalition med CDU/CSU i 2005, gav det alvorlige smæk ved valget fire år senere.
- Europa holder øje med os, verden holder øje med os, mindede Merkel om, da hun torsdag talte ved et møde i Stuttgart.
Men SPD vil ikke være den eneste mulige partner for de konservative. Merkel kan også sikre sig et flertal med De Grønne.
Derfor vil hun i næste uge også tage en runde med De Grønne.
SPD's formand, Sigmar Gabriel, opfordrer til, at socialdemokraterne og de konservative respekterer valgresultatet.
- Det sidste, som folk ønsker, er en fortsættelse af valgkampen, hvor et nyvalg venter, siger han til avisen Süddeutsche Zeitung.
Gabriels problem er, at der er stor uvilje i dele af hans bagland mod et nyt samarbejde med CDU/CSU.
Det største stridspunkt mellem de to parter er spørgsmålet om skatteforhøjelser eller ej.
Der er spekulationer om, at forhandlingerne mellem CDU/CSU og SPD kan vare lige til december eller januar, før en eventuel regering kan dannes.
Men andre påpeger, at de tyske vælgere, der først og fremmest ønsker stabilitet, ikke vil have tålmodighed til at vente så længe.
Og det øvrige Europa har heller ikke den tålmodighed. Her ønsker man hurtigt klare udmeldinger om, hvordan Tyskland vil bidrage til at løse gældskrisen i Sydeuropa.
/ritzau/dpa