Det bliver et stjernespækket felt, der går på scenen til Dansk Melodi Grand Prix 2020. Det viser listen over deltagere, som DR netop har offentliggjort.
Feltet på ti sange føres an af Isam B., der tidligere var en del af Outlandish, og Sys Bjerre, der tilbage i 2008 lagde landet ned med storhittet "Malene".
Isam B skal ynge nummeret "Bølger", mens Sys Bjerre stiller op med sangen "Honesty".
De to er blandt de fem finalister, som er udvalgt af en fagjury. De sidste fem sange er blevet fundet i en landsdækkende afstemning på P4.
- Det er et virkeligt stærkt felt af sange og artister, der er med i år, og vi er meget stolte af det varierede udvalg, som jo både er valgt af danskerne og kompetente juryer, udtaler ledende redaktør for melodigrandprixet, Gustav Lützhøft, i en pressemeddelelse.
Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen den 7. marts, hvor Royal Arena i København lægger sal til det store show. Og for første gang i mange år bliver musikken leveret live af bandet The Antonelli Orchestra, der også altid står for musikken til "Vild med dans".
Men du behøver ikke vente til den 7. marts for at høre de ti finalesange. De kan opleves allerede nu - hør dem her, eller på alle streamingtjenester.
Her er de ti sange:
Isam B - "Bølger"
Sys Bjerre - "Honestly"
Maja og de sarte sjæle - "Den eneste goth i Vejle"
Benjamin Kissi - "Faith"
Jasmin Rose feat. RoxorLoops - "Human"
Sander Sanchez - "Screens"
Emil - "Ville ønske jeg havde kendt dig"
Kenny Duerlund - "Forget it All"
Jamie Talbot - "Bye Bye Heaven"
Ben & Tan - "Yes"