Saud al-Qahtani, der har været en af den saudiarabiske kronprins øverste rådgivere, har beordret drabet på journalisten Jamal Khashoggi.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til flere unavngivne kilder.
Saud al-Qahtani overvågede begivenhederne på det saudiarabiske konsulat i Istanbul på en skypeforbindelse.
Fra den forbindelse har han beordret mændene i konsulatet til at skaffe Jamal Khashoggi af vejen.
En arabisk og en tyrkisk kilde fortæller, at Saud al-Qahtani fornærmede Khashoggi over skypeforbindelsen.
Jamal Khashoggi svarede igen. Kort efter gav Saud al-Qahtani ordren.
- Skaf mig hundens hoved, instruerede Qahtani ifølge en kilde i den tyrkiske efterretningstjeneste ifølge Reuters.
Det er ifølge Reuters ikke sikkert, om Qahtani overværede alt det, der skete.
Lyden fra skypeoptagelsen er den, som Tyrkiet er i besiddelse af, fortæller kilderne til Reuters.
De fortæller også, at Tyrkiet nægter at udlevere optagelsen til USA.
Saud al-Qahtani har været tæt knyttet til Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman.
Han har ifølge Reuters blandt andet styret hans profiler på sociale medier.
Sidste sommer tweetede Saud al-Qahtani ifølge Reuters, at han aldrig gør noget uden at få tilladelse fra sin chef.
Det vil blive svært for saudiarabiske embedsmænd at forbinde Qahtani med drabet, uden at det vil trække tråde til kronprinsen, skriver Reuters.
Saudi-Arabien har flere gange ændret forklaringen på journalistens forsvinden.
Saudi-Arabien har erkendt, at Kashoggi døde 2. oktober, da han besøgte det saudiske konsulat i storbyen Istanbul i Tyrkiet. Ifølge Saudi-Arabien døde han under kamp.
Saud al-Quhtani er blevet afskediget i forbindelse med sagen. Det samme er vicechefen for efterretningstjenesten i Saudi-Arabien.
/ritzau/