Eksempelvis sagde ministeren specifikt, at Fredericia Kommune i 2016 havde en gennemsnitlig ventetid på 25 dage fra en patient blev udskrevet på hospitalet til genoptræningen gik i gang. Men det tal skyldes alene en datafejl fra KMD, som har været kendt af såvel KL som Sundhedsstyrelsens egen dataafdeling i lang tid.
Det skriver netmediet NB-Økonomi.
- Det er en lille smule useriøst, når man baserer sit forslag på forkerte tal, siger direktør for Velfærd i Fredericia Kommune, Annemarie Schou Zacho-Broe.
De lange ventetider var ifølge udtalelser fra Ellen Trane Nørby ved præsentationen af regeringens forslag til fritvalgsordninger et vægtigt argument for forslaget.
- For nogle mennesker betyder en lang ventetid, at de aldrig genvinder den førlighed, som man egentligt kunne have fået, hvis man havde fået en hurtig genoptræning. Derfor er det ikke acceptabelt, at det i dag er postnummeret, der afgør, hvor hurtigt man bliver tilbudt genoptræning, efter man bliver udskrevet fra hospitalet [....] Kigger man så på den dårlige ende, så har vi Herlev, der ligger med 30 dage, eller Fredericia der ligger med 25 dage. Det er simpelthen ikke acceptabelt," sagde hun blandt andet ved pressemødet.
Fakta er ifølge en manuel optælling i Fredericia Kommune for første halvdel af 2017, at ventetiden i gennemsnit var otte dage, og tallet var ifølge velfærdsdirektøren nogenlunde det samme i 2016.
I Herlev Kommune oplyser faglig koordinator Mette Østerdal også, at "ikke kan genkende, at den gennemsnitlige ventetid skulle være 30 dage."
NB Økonomi har været i kontakt med en række af de kommuner, som ifølge ministeriets tal har lange ventelister. Alle steder er meldingen den samme: Tallene er forkerte.
Ministeren erkender misvisende tal
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby erkender på baggrund af NB-Økonomis henvendelse, at tallene er misvisende.
-Sundheds- og Ældreministeriet er blevet opmærksom på, at de tal om ventetid til genoptræning, som blev offentliggjort i sidste uge, er upræcise. Det skyldes problemer med kommunernes indberetninger, muligvis som følge af en fejl i systemerne fra leverandøren. Listen er derfor fjernet midlertidigt og jeg har bedt ministeriet tilvejebringe mere retvisende tal for ventetiderne. Selv med forbehold for eventuelle indberetningsfejl kan det dog ikke bortforklare de betydelige forskelle i, hvor hurtigt udskrevne patienter får tilbudt en genoptræningsplads i de forskellige kommuner, siger hun.