Finanstilsynet har haft så svært ved at fastholde sine medarbejdere, at det er gået ud over tilsynets arbejde med at agere vagthund over for finanssektoren.
Det viser en ny oversigt over myndighedens personaleomsætning, skriver Finans' e-avis.
I det værste år er mere end hver fjerde medarbejder i tilsynet forsvundet, mens der siden 2006 i gennemsnit er skiftet 16,7 pct. af medarbejderstablen ud hvert eneste år. I staten som helhed er tallet 12,1 pct. for den samme periode.
Det dræner en vidensvirksomhed som Finanstilsynet for erfaring og handlekraft, vurderer Jesper Rangvid, professor på CBS og manden bag den store rapport om årsagerne til den seneste finanskrise.
-Det er svært at komme udenom, at den høje personaleomsætning kan influere på tilsynets arbejde i negativ forstand. For det tager tid at opbygge den viden og erfaring, som er nødvendig at besidde i en virksomhed som Finanstilsynet, fordi det udøver tilsyn med nogle banker, som er meget komplicerede, siger Jesper Rangvid til Finans' e-avis.
Finans