For anden gang viser den tidligere Beatles-legende Paul McCartney sin støtte til de russiske Pussy Riot-medlemmer, der er idømt fængsel for protester mod landets præsident, Vladimir Putin.
Denne gang sker det i form af et håndskrevet brev til de russiske myndigheder, hvori han kræver retfærdighed for de fængslede medlemmer af oprørsgruppen, Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina.
De er begge idømt to års fængsel for "hooliganisme med religiøse motiver", efter at de under valgkampen i februar 2012 afbrød en gudstjeneste i Moskvas katedral, hvor de fremsagde en såkaldt punkbøn til Jomfru Maria, som de bad befri Rusland for Vladimir Putin.
- Min personlige overbevisning er, at yderligere indespærring af Maria vil være skadeligt for hende og situationen som helhed, der naturligvis bliver fulgt af mennesker over hele verden, skriver Paul McCartney blandt andet i brevet.
Onsdag lagde han sit støttebrev ud på sin hjemmeside til offentligt skue.
- Hvis anmodningen efterkommes, tror jeg, at det vil sende et meget positivt budskab til alle dem, der har fulgt denne sag, skriver han videre.
Og Beatles-legenden glemte ikke Nadesjda Tolokonnikova, der i sidste måned fik afvist sin ansøgning om prøveløsladelse. Hun skal, ifølge McCartney, også sættes på fri fod igen.
- Jeg har haft et langt og godt forhold med det russiske folk, og med det i tankerne kommer jeg med denne anmodning i en ånd af venskab overfor mine mange russiske bekendtskaber der, som jeg, tror på, at man skal behandle alle folk med medfølelse og venlighed, skriver han.
Et tredje medlem af Pussy Riot, Jekaterina Samutsjevitj, fik ligeledes to års fængsel, men blev overraskende benådet i oktober.
/ritzau/