Natten til lørdag dansk tid mødtes de to i en længe ventet duel på direkte tv fra University of Mississippi.
Som ventet var et af aftenens hovedemner krisen i den amerikanske finanssektor.
Her var de to kandidater grundlæggende enige om, at den amerikanske økonomi er i knæ på afgørende områder.
Men hvor John McCain mente, at løsningen skulle findes ved at begrænse statens kapitalindsprøjtning og i højere lade markedskræfterne løse problemerne selv, så mente Obama det modsatte og kritiserede Republikanerne for at hjælpe til en økonomisk nedsmeltning.
Begge parter støtter dog et regeringsindgreb over for de store finanshuse, men ville ikke ud med, hvorvidt de vil stemme for det forslag til 700 milliarder dollars, der lige nu er til behandling i kongressen.
Under debatten skulle de to kombattanter også forholde sig til situationen i Irak. Og her forsøgte John McCain at fremstille Barack Obama som den uerfarne opkomling.
"Jeg er bange for, at senator Obama ikke forstår forskellen på en taktik og en strategi," sagde McCain, da de to diskuterede situationen i Irak.
"Utroligt, utroligt. Senator Obama tog ikke til Irak i 900 dage og bad aldrig om et møde med general Petraeus (USAs øverstbefalende for Irak-styrken, red.)," lød den barske kritik.
Obama gav dog igen overfor den aldrende Vietnam-veteran:
"John, du ynder at lade som om, krigen startede i 2007. Krigen begyndte i 2003, og da den startede, der sagde du, at den blev hurtig og nem. Du sagde, at vi vidste, at der var masseødelæggelsesvåben. Du tog fejl," lød det fra Obama.
/Newspaq/