Den førende i World Cup-stillingen og en af de lokale østrigske heltinder ligger side om side i super kombineret før det afgørende slalomløb ved VM i alpint skiløb i Schladming.
Sloveneren Tina Maze og østrigske Anna Fenninger brugte begge 1.49,67 minutter på at komme ned ad pisten i det indledende styrtløb, så de deler førstepladsen før slalomløbet.
En anden østriger, Elisabeth Görgl, er lige efter på tredjepladsen. Hun er blot fem hundreddele af et sekund efter den førende duo.
Anna Fenninger er forsvarende verdensmester fra 2011, hvor hun henviste netop Tina Maze til sølvet.
- Jeg leverede et godt løb. Jeg havde det virkelig sjovt, pisten var fantastisk, siger østrigeren.
- I slalomløbet er der mange muligheder, både for at gøre det mindre godt og for at gøre det fantastisk. Man skal tage chancer, og det vil jeg forsøge at gøre, siger Anna Fenninger.
Slalomløbet bliver kørt fredag eftermiddag.
/ritzau/