Ritzau
Opdateret kl. 16:31
Theresa May vil fremover selv lede brexitforhandlingerne med EU. Det oplyser den britiske premierminister tirsdag.
- Jeg kommer til at lede forhandlingerne med EU med brexitminister Dominic Raab som min stedfortræder, siger May i en udtalelse til parlamentet.
En særlig enhed under premierministeren har spillet en stadig større rolle i brexitforhandlingerne i de seneste måneder. Meldingen fra May formaliserer dette skift.
Brexitministeriet bevarer ansvar for Storbritanniens hjemlige forberedelser til skilsmissen fra EU.
Ministeriet skal blandt andet forberede sig på de forskellige scenarier, herunder hvad der sker, hvis det ikke lykkes at få forhandlet en aftale på plads til tiden.
Mays tidligere brexitminister, David Davis, har hidtil stået for forhandlingerne med EU.
Han forlod tidligere på måneden sin post, fordi han var uenig i Mays blødere brexitkurs.
Den nye brexitminister, Dominic Raab, tilhører den fløj, som førte valgkamp for at få Storbritannien ud af EU. May selv ville oprindeligt helst være blevet i EU.
At May nu selv tager styringen i forhandlingerne med EU, kan forårsage yderligere uro i det konservative regeringsparti. Her foretrækker mange et såkaldt hårdt brexit mod Mays blødere kurs. Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Kort efter at David Davis forlod sin post i protest mod Mays kurs, forlod også udenrigsminister Boris Johnson sin post af samme årsag.
Briterne er under stadigt stigende pres i forhandlingerne.
En brexitaftale skal gerne være på plads senest ved EU-topmødet i slutningen af oktober, hvis både EU og briterne skal nå at ratificere aftalen, inden Storbritannien efter planen forlader EU den 29. marts 2019.
/ritzau/Reuters