Det er i denne tid, julesneen falder hvid – eller måske ikke så meget sne som juleøl, der falder ned i danskernes julefrokost-maver. Og selv om vi er blevet rigtig flinke til at tage taxi, tog, bus eller blive afhentet efter en fugtig frokost, så viser en undersøgelse alligevel, at det stadig står galt fat med selvkontrollen.
Otte procent af bilisterne har nemlig kørt bil, selv om de var i tvivl om, hvorvidt de havde drukket mere alkohol end tilladt. Blandt de unge bilister er problemet dobbelt så stort, viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.
16 % af yngre har kørt bil fuld
I forbindelse med den aktuelle julefrokostsæson har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden spurgt 3.515 bilister, om de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de måske har drukket mere end tilladt.
Blandt de adspurgte siger 89 % nej til spørgsmålet, mens otte procent siger ja. Problemet er størst blandt de 17-35-årige, hvor 16 % svarer, at de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de måske havde drukket mere end tilladt. Blandt de 36-50-årige er tallet 7 %, hos de 51-65-årige svarer 4 % ja til spørgsmålet, og hos bilister over 66 år er der 3 %, der har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille.
32 mistede livet i trafikken grundet alkohol
– Er man det mindste i tvivl om sin promille, så skal man lade bilen stå. Der skal bare én spritbilist til for at ødelægge det for mange mennesker. Derfor skal vi have flere til at lade bilen stå, når de har drukket alkohol, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Set over de sidste ti år er antallet af spritulykker med personskade faldet. Men ulykkerne sker stadig. Sidste år mistede 32 mennesker livet og 183 personer kom alvorligt til skade i ulykker, hvor der var alkohol involveret.
Om undersøgelsen:
Har du inden for det seneste år kørt bil, selv om du måske har drukket mere end tilladt?
- Nej: 89 %
- Ja: 8 %
- Ved ikke: 3 %
Fordelt på køn og alder:
- Kvinder: 5 %
- Mænd: 11 %
- 17-35-årige: 16 %
- 36-50-årige: 7 %
- 51-65-årige: 4 %
- 66+: 3 %
(kilde: Plan Gruppen - tidligere Promonitor - for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. 3.515 besvarelser fra januar til og med 29. november 2019).