Finansmarkederne bifaldt ikke den redningsplan for den kriseramte cypriotiske økonomi, som eurozonens finansministre enedes om i weekenden. Planen indebærer bl.a. en engangsbeskatning af bankindestående, og bekymringen går konkret på, at lignende planer kan blive trukket ned over andre kriseøkonomier i regionen - Spanien og Italien måske. Og i det hele taget udstiller indgrebet på uheldig vis den økonomiske krise i Europa.
Nervøsiteten betød kursfald på aktiebørserne, mens obligationsmarkedet var præget af rentefald i Nordeuropa og rentestigninger i Sydeuropa.
På aktiebørserne fik bankaktierne en særlig hård medfart. Danske Bank faldt 1,74 pct. til 107,20 kr., mens Jyske Bank faldt 2,3 pct. til 200,60. Den tredje C20-bank-aktie, Nordea, klarede sig med et fald på 0,5 pct. til 66,70 kr. Over for den Cypern-inspirerede nedtur hjalp det kun lidt, at kreditvurderingsinstituttet Fitch udtrykte sin - i øvrigt forventede - begejstring over, af de største danske banker er tildelt såkaldt SIFI-status med pligt til forstærket kapitalpolstring.
- Bankerne er hårdest ramt i Europa og i Norden. Det europæiske bankindeks er faldet 2 pct., og det skyldes selvfølgelig uro efter Cypern-planen og specielt den bankafgift, der ligger i planen, siger chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans.
Novo Nordisk var en belastning for indekset med et fald på 3,9 pct. til 960 kr. Aktien fik anbefalingen "undervægt" af den amerikanske storbank JPMorgan. Novo kunne ellers melde om nye, positive resultater fra et studie, hvor overvægtige type 2-diabetikere blev behandlet med liraglutid (Victoza) med henblik på vægttab.
Obligationsmarkederne reagerede på klassisk vis, da weekendens aftale om en redningsplan for den skrantende cypriotiske økonomi blev kendt. På den baggrund var rentefald i Nordeuropa og en stigning i låneomkostninger i syd ikke overraskende.
Den toneangivende, 10-årige, danske rente lå ved dansk lukketid i 1,57 pct. svarende til et fald på 5 basispoint i forhold til lukkeniveauet fredag. Ved dagens begyndelse var renten helt nede i 1,53 pct.
I Tyskland, Storbritannien og i Frankrig noteredes fald for de 10-årige renter på 3-5 basispoint med udviklingen i Frankrig som den mest afdæmpede. I Spanien og Italien var reaktionen en stigning på små 4-5 basispoint, mens renten i Portugal steg med 11 basispoint.
Næste skridt i den cypriotiske krise er vedtagelsen af hjælpepakken i det cypriotiske parlament. En afstemning var oprindelig ventet i løbet af mandag eftermiddag, men mandag middag meddelte parlamentet ifølge Bloomberg News, at afstemningen var udsat.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk