Diego Armando Maradona skal igen være fodboldtræner.
Den argentinske fodboldlegende er blevet ansat som cheftræner i den mexicanske klub Dorados, som spiller i landets næstbedste række.
Maradona, som tidligere har været landstræner for Argentina, blev i juli også ansat som præsident i den hviderussiske klub Dinamo Brest.
Alligevel lykkedes det Dorados at overtale 57-årige Maradona til at blive træner i klubben.
Dorados havde forinden fyret Francisco Ramirez Gamez som træner efter en række skuffende resultater.
- Af mange betragtet som den bedste fodboldspiller i historien er Diego i sin aktive karriere kendt for at lede hold med vilje og fight til succes, som ingen troede muligt, lyder det fra Dorados.
Kontrakten med Maradona gælder resten af denne sæson samt den næste, oplyser Jorgealberto Hank Inzunza, der er præsident i Dorados.
- I mine samtaler med ham har han været meget begejstret for at komme her. Det var helt ærligt lettere at overtale ham, end jeg har regnet med, siger Inzunza ifølge ESPN.
Dorados er i øjeblikket nummer 13 ud af 15 hold i den næstbedste mexicanske række.
I 1986 var Maradona med til at vinde VM-guld med Argentina i Mexico.
Det ventes, at Maradona bliver officielt præsenteret som træner i starten af næste uge.
/ritzau/