Da røgen lettede fra de dræbende eksplosioner ved målområdet i Boston blev mange af de rystede deltagere i løbet hjulpet og trøstet af byens indbyggere. Mange blev tilbudt noget at drikke eller fik adgang til badeværelser i private hjem.
- Folk var venlige og hjælpsomme. Vi mødte en kvinde, som lod os komme ind i sit hjem og gav os noget drikke, skriver maratonløberen Ali Hatfield fra Kansas City på Tweeter.
Selv om Bostons indbyggere var dybt chokerede over angrebet, var det mange af dem, der var i stand til at tage sig af de mange besøgende løbere og tilskuere.
På Google blev der lynhurtigt oprettet en særlig tjeneste, som gjorde det muligt for lokale at stille værelser til rådighed for dem, som ikke havde noget sted at være efter blodsudgydelserne.
- Alle er velkomne her, hvor vi har masser af borde, og vær ikke bekymret: I kommer ikke til at betale for noget, skrev en lokal restaurantejer i et tweet.
- Kom hvis I har brug for wifi, opladning af mobiltelefoner eller bare vil være sammen med nogen. Betal kun hvis I kan for fødevarer og drikke, hed det.
/ritzau/Reuters