Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
JEG HAR flere forudsætninger for at være feminist.
Mine børn:
Jeg er far til tre døtre. Det er en ubehagelig tanke for mig, at deres sociale og økonomiske vilkår skal være ringere alene ud fra deres køn. Og det har gennem hele deres ungdom overrasket mig, hvor mange klicheer og etiketter, der stadig hæftes på deres køn – af deres generations mænd.
Min opvækst:
Jeg er vokset op i et politisk set borgerligt hjem. Strengt taget var det et oplyst, socialkonservativt hjem, hvor min gamle far sikkert vil blive sur over en påstand om, at vores opvækst – min søsters og min – var kønsmæssigt skæv. Men vi havde da alle de traditionelle forskelle, hvor søster stegte og støvsugede med mor, mens sønnike mugede ud under svinene. Modvægten var min mor. Ikke at jeg på nogen måde kunne få hende til bruge ordet feminist. Men det var totalt grænseoverskridende i landbomiljøet på Bornholm i 60’erne, at landhusmoderen var fuld tids udearbejdende. Konsekvensen for hende var, at hun reelt havde to jobs: Landhusmor og plejehjemsleder!
MEN DEN væsentligste årsag til min erklærede feminisme var ikke et erklæret politisk projekt.
Bort set fra, at den radikale feminisme i 70’erne var en væsentlig del af den venstreorienterede, politiske vækkelse i det årti, hvor jeg selv var ung (Ingen klassekamp uden kvindekamp!) , havde kvindekampen en meget stor betydning for min selvopfattelse som mand. Hos vor tids nyliberalistiske og reaktionære prædikanter vækker 70’erne overbærende latter. De må de for min skyld gøre som de vil. Det meste bygger på fordomme og uvidenhed. For os betød den reel forandring fra seksuel frigørelse til knyttede næver
Uden at gøre denne blog til bekendelseskultur, kommer jeg i sandhedens tjeneste ikke udenom, at kvindekampen fik betydning for mit faktiske liv, mine valg fremover og min selvopfattelse som mand. Fra den tidligste ungdom, mit forældreskab - til mit liv i dag.
JEG VAR en blød ung mand, der som følelsesmenneske havde svært ved at matche de klassiske, maskuline dannelsesidealer. Jeg gik hverken på jagt, var medlem af hjemmeværnet eller spillede fodbold. Og jeg gjorde kun skjult oprør mod patriarkatet. I lange perioder følte jeg mig urimeligt ”tøset” og for svag. Men jeg var så forbandet heldig, at skolen, gymnasiet og studieårene var i radikal forandring. Jeg kom for sent til den sorte skole og mine svagheder var ved at blive positive tendenser i tidens køns- og kulturkamp.
Da jeg netop var færdiguddannet, forelskede jeg mig ubetinget i en kvinde, som var næsten 20 år ældre. Hun var ved at kæmpe sig ud af et forstenet og hårdt ægteskab, havde fire børn (fire piger!) – men vi flyttede sammen og endte med hus, hund, charterrejser og hele svineriet. Hun blev et af mit livs stærkeste kærlighedsforhold. Hun var barn af den ufaglærte, københavnske arbejderklasse – jeg var fra den borgerlige provins. Forholdet var i begyndelsen var en mindre familieskandale.
Det var dyb kærlighed med oprørstendenser. Jeg kan – udover kærligheden – fortsat mærke følelsen af frihed. Jeg behøvede ikke ”tage mig af” min kæreste. Hun kunne selv. Og hun så drengerøven som en mand, NETOP fordi jeg ikke dominerede hende. Jeg lærte, at der er så megen power – fra politik til erotik – i en kvinde, som er frisat og som kæmper mod fordummelse og fastfrosne kønsnormer. Hun var IKKE moderne feminist eller rødstrømpe. Jeg tror hun opfattede det med ”Hej søster!” og ideologisk klassekamp som et middelklasse-fænomen. Men hendes indignation mod social uretfærdighed og reel, fysisk undertrykkelse af kvinder – og så samtidigt hendes fascination af ”rigtige mænd” (sådan en som mig, påstod hun) – var nok det, der reelt gjorde mig til et mandfolk i min egen opfattelse.
DE VÆRDIER definerer stadig min personlige kærlighed i dag.
For nu at sige det, som det er: Jeg tænder ikke på pussenusseri og ureflekteret, kvindeligt mindreværd. Jeg er vild med kvinders korte afstand fra indignation til handling!
DER SKAL kvinde- og ligestillingskamp til at definere os mænd - det er det, der er min påstand.
Der er fortsat masser at gøre i kvindekampen: Urimeligt skæve kønsfordelinger i politik. Fraværet af kvinder i erhvervslivets direktioner og bestyrelser. Sexistisk forstening i især elektroniske medier og reklamebranchen. Reel ulig-løn. Helt urimelig ringere-stillelse af kvinder i pensionssammenhæng, fordi de stadig tager de længste orlovsperioder for at passe deres småbørn.
For slet ikke at tale om det kvindesyn, der råder i den sorte religions-fascisme. Vold og middelalderlig undertrykkelse
MEN DEN forsatte kvindefrigørelse kommer til at stille nye krav til fremtidens mænd, der ikke længere kan stole på deres/vores fuldautomatiske privilegier.
Kvinder får højere karaktergennemsnit på de gymnasiale uddannelser.
Og i dag er over halvdelen af de optagede på de videregående uddannelser – kvinder. Nogle eksempler fra Københavns universitet: Flest kvinder på klassiske studier som medicin, tandlægeuddannelse, statskundskab, dyrlægeuddannelse, teologi, jura!
Er det kvinderne, der kommer til at udgøre den kommende elite?
Kvindesagen er i den grad også en mande-sag!
God kampdag!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.